Skattefradrag for lønudgifter

Erhvervsdrivende virksomheder kan trække løn til medarbejdere fra i skat. Sådan har det altid været, og det gjaldt uden smålig skelen til, hvilket arbejde den ansatte måtte udføre for virksomheden, blot det ikke vedrørte ejerens privatforbrug.

I de sidste år har SKAT indført en ny praksis: Løn til de ansatte i erhvervsmæssige virksomheder kan ikke altid trækkes fra. Lønudgifter til egne ansatte, som vedrører udvidelse af virksomheden ud over dens hidtidige rammer, kan nu ikke længere trækkes fra.

I en netop afsagt dom fastslår Østre Landsret, at lønudgifter afholdt i forbindelse med 2 bankers opkøb af anden bankvirksomhed i årene 2008-10, kunne nægtes fradrag, fordi der var tale om arbejdsopgaver vedrørende udvidelse af bankvirksomheden. De lønudgifter, der var afholdt i forbindelse med opkøbene, var ikke driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Landsretten var enig med Skatteministeriet i, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a om fradrag for driftsudgifter må forstås sådan, at den almindelige adgang til fradrag af lønudgifter til medarbejdere ikke omfatter den del af lønnen, som angår udvidelse af virksomheden.

I de 2 konkrete sager fik bankerne dog medhold, men det skete alene, fordi der foreligger en ny, skærpet praksis, og forhøjelserne da ikke burde ske med tilbagevirkende kraft.

Statsskattelovens § 6 a, der har lydt sådan siden 1903, taler om driftsomkostninger, dvs. udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Sådanne udgifter er fradragsberettigede. Her overfor står udgifter til ”udvidelse af næring eller drift”, der ikke kan trækkes fra.

At adskille de løbende driftsomkostninger overfor udgifter til udvidelse af driften har altid været vanskeligt og givet anledning til en meget betydelig retsusikkerhed og til mange stridigheder mellem SKAT og skatteborgere.

Skoleeksemplet er Ugeskrift for Retsvæsen 1942.335 H om Skandinavisk Grammofon, der havde fradraget 12.000 kr. i advokathonorar vedrørende en retssag om nogle radiorør, som virksomheden uberettiget havde indført eller forhandlet. Skandinavisk Grammofon fik fradragsret med den begrundelse, at procesudgifterne var anvendt til at sikre, dels virksomhedens fortjeneste ved allerede stedfundne salg, og dels virksomhedens adgang til fortjeneste ved fortsat salg.

Retten kunne uden megen snilde været nået til det modsatte resultat, at der var tale om en uberettiget udvidelse af aktiviteterne i virksomheden og derfor ikke fradrag for den idømte erstatning og procesudgifterne i den forbindelse.

På den baggrund foreslog Skattelovrådet i sin betænkning nr. 1221 fra 1991, at driftsomkostningsbegrebet burde ændres, således at der som udgangspunkt indrømmes fradrag for alle erhvervsmæssige udgifter. Skattelovrådet foreslog altså en ophævelse af sondringen imellem drift (omsætning) og anlæg. Særlige lovregler skulle dog kunne udelukke fradrag. Betænkningen, der er på 236 grundige sider, gennemgår udførligt den hidtidige retstilstand og stiller forskellige forslag til lovændringer.

Den daværende borgerlige regering var for så vidt positivt indstillet, men nøjedes med i 1991 under overskriften ”Vækstfremme-initiativer ” at indføre nye regler i ligningslovens §§ 8 I og 8J. Især udgifter til nye markeder og til rådgivere blev her gjort fradragsberettigede. Med disse særlove imødekom regeringen noget af kritikken af den gældende retstilstand.

Under overskriften ”Harmonisering af selskabers aktie- og udbyttebeskatning m.v.” blev disse bestemmelser i 2009 med et pennestrøg ophævet igen.  Den borgerlige regering gav følgende kortfattede begrundelse herfor: ”Selskaber og fysiske personer kan få fradrag for deres udgifter til advokater og revisorer samt undersøgelser af nye markeder i forbindelse med etablering af eller udvidelse af erhvervsvirksomhed. Det strider mod det skattemæssige princip om, at der ikke er fradrag for etablering af erhvervsvirksomhed. Og ordningen er konkurrenceforvridende i forhold til andre rådgivningsbrancher, der leverer tilsvarende ydelser.”

En mere ligefrem begrundelse var nok, at den ubegrænsede fradragsret for udgifter til advokat og revisor havde vist sig at være uholdbar for holdingselskaber, der er skattefri af gevinster på datterselskabsaktier.

Så var systemet tilbage ved udgangspunktet før Skattelovrådets betænkning og lovændringen i 1991. Resultatet heraf burde være, at den dagældende praksis blev genoptaget – dens vanskeligheder til trods.  Men det har ikke været nok for Skatteministeriet, der med lovændringen i 2009 mener at have fået fri bane til en ny, skærpet fortolkning af det traditionelle driftsomkostningsbegreb.

SKAT etablerer hermed et historieløst monster af hidtil usete dimensioner.