Ændring af projektbekendtgørelsen: betydning for kollektive varmeforsyningsprojekter
Ændringer til bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (herefter “projektbekendtgørelsen”) trådte i kraft den 11. oktober 2025.
Projektbekendtgørelsen fastsætter regler for kommunalbestyrelsens planlægning for varmeforsyningen, forudsætninger for kommunalbestyrelsens godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, samt kommunalbestyrelsens behandling af visse sager efter varmeforsyningsloven, jf. projektbekendtgørelsens § 1.
Med de seneste ændringer er der nu fastsat bestemmelser om:
- Forudsætninger for godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg, herunder krav om effektiv fjernvarme.
- Regler om hvad nye eller omfattende renoverede fjernvarmesystemer må anvende af fossile brændsler før og efter år 2030.
- Krav om, at hvis en cost-benefit-analyse efter CBA-bekendtgørelsen viser, at det er teknisk og økonomisk gennemførligt at udnytte overskudsvarme, kan projektforslag som udgangspunkt kun godkendes, når de indrettes til at udnytte overskudsvarmen
I denne artikel dykker vi nærmere ned i reglerne og deres betydning for kollektive varmeforsyningsprojekter.
Tom
Baggrund for ændringerne
Forudsætninger for godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg
Kommunalbestyrelsen kan fremadrettet kun godkende nye kollektive varmeforsyningsanlæg og omfattende renoveringer, hvis disse projekter opfylder visse kriterier for at være energieffektive, jf. projektbekendtgørelsens § 7.
- Ved kollektivt varmeforsyningsanlæg forstås virksomhed, der driver anlæg med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand (med visse undtagelser), samt distributionsnet til fremføring af naturgas.
- Med omfattende renovering forstås en renovering, hvis omkostninger overstiger 50 % af investeringsomkostningerne for en ny lignende enhed.
Kommunalbestyrelsen kan kun godkende et sådant projekt, hvis anlægget opfylder de fastsatte effektivitetskrav på det tidspunkt hvor anlægget idriftsættes eller fortsætter driften efter den omfattende renovering.
Kriterierne for hvornår et kollektivt varmeforsyningsanlæg eller en omfattende renovering anses for at være energieffektivt, skærpes gradvist frem mod år 2050. Kriterierne specificeres nærmere med forskellige krav til andelen af vedvarende energi, overskudsvarme og kraftvarme i projektbekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Kriterier for energieffektivitet
Kriterierne for energieffektivitet er som følger:
- Indtil den 31. december 2027 et fjernvarmesystem, der anvender mindst 50 pct. vedvarende energi, 50 pct. overskudsvarme, 75 pct. kraftvarme, eller et fjernvarmesystem, hvor den samlede andel af vedvarende energi, overskudsvarme eller kraftvarme udgør mindst 50 pct.
- Fra den 1. januar 2028 et fjernvarmesystem, der anvender mindst 50 pct. vedvarende energi, 50 pct. overskudsvarme, 50 pct. vedvarende energi og overskudsvarme, 80 pct. højeffektiv kraftvarme, eller et fjernvarmesystem, hvor den samlede andel af vedvarende energi, overskudsvarme eller højeffektiv kraftvarme udgør mindst 50 pct., og hvor andelen af vedvarende energi derudover udgør mindst 5 pct.
- Fra den 1. januar 2035 et fjernvarmesystem, der anvender mindst 50 pct. vedvarende energi, 50 pct. overskudsvarme eller 50 pct. vedvarende energi og overskudsvarme, eller et fjernvarmesystem, hvor den samlede andel af vedvarende energi, overskudsvarme eller højeffektiv kraftvarme udgør mindst 80 pct., og hvor den samlede andel af vedvarende energi eller overskudsvarme derudover udgør mindst 35 pct.
- Fra den 1. januar 2040 et fjernvarmesystem, der anvender mindst 75 pct. vedvarende energi, 75 pct. overskudsvarme eller 75 pct. vedvarende energi og overskudsvarme, eller et fjernvarmesystem, hvor den samlede andel af vedvarende energi, overskudsvarme og højeffektiv kraftvarme udgør mindst 95 pct., og hvor den samlede andel af vedvarende energi eller overskudsvarme derudover udgør mindst 35 pct.
- Fra den 1. januar 2045 et fjernvarmesystem der anvender mindst 75 pct. vedvarende energi, 75 pct. overskudsvarme eller 75 pct. vedvarende energi og overskudsvarme.
- Fra den 1. januar 2050 et fjernvarmesystem, der udelukkende anvender vedvarende energi, udelukkende overskudsvarme eller udelukkende en kombination af vedvarende energi og overskudsvarme.
Regler om hvad nye eller omfattende renoverede fjernvarmesystemer må anvende af fossile brændsler før og efter år 2030
Dertil indføres der krav til, hvad nye kollektive varmeforsyningsanlæg eller omfattende renoveringer må anvende af fossile brændsler før og efter år 2030, jf. projektbekendtgørelsens §§ 8 og 9.
- Før år 2030 må Kommunalbestyrelsen ikke godkende nye kollektive varmeforsyningsanlæg, der anvender kul og olie.
- Fra den 1. januar 2030 skærpes kravet yderligere, således at der fra dette tidspunkt heller ikke må etableres nye varmekilder baseret på naturgas.
For projekter der vedrører omfattende renovering af eksisterende kollektive varmeforsyningsanlæg, kan kommunalbestyrelsen kun godkende projektet, hvis der ikke sker en stigning i anvendelsen af kul eller olie i det eksisterende fjernvarmesystem. Stigningen udregnes sammenholdt med det gennemsnitlige årlige forbrug i de foregående tre kalenderår med fuld drift forud for renoveringen.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen altså skal have ovenstående i mente, når de godkender projekter.
Cost-benefit-analyse som viser at det er teknisk og økonomisk gennemførligt at udnytte overskudsvarme
For kommunalbestyrelsens godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, der udnytter overskudsvarme fra anlæg omfattet af CBA-bekendtgørelsen, skal der vedlægges en cost-benefit-analyse.
- CBA bekendtgørelsen er kort for bekendtgørelse om udarbejdelse og godkendelse af cost-benefit-analyser for industrianlæg, servicefaciliteter og datacentre. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 11. oktober 2025. Læs mere her.
Hvis cost-benefit-analysen viser, at det er teknisk og økonomisk gennemførligt at udnytte overskudsvarme, kan kommunalbestyrelsen kun godkende projektet, hvis det indrettes til at udnytte overskudsvarme. Hertil gælder dog, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra dette krav, hvis det af retlige, ejendomsretlige eller finansielle grunde er strengt nødvendigt, jf. projektbekendtgørelsens § 28, stk. 1.
Projektansøgninger som er indgivet, men ikke godkendt inden 11. oktober 2025
For disse ansøgninger vil der således ikke gælde samme effektivitetskrav, men blot de allerede gældende forudsætninger for Kommunalbestyrelsens godkendelse, herunder eksempelvis at projektet ud fra en konkret vurdering skal være det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt.
Brug for hjælp?
Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller pr. mail bm@hulgaardadvokater.dk
Lisa Ewers på tlf. 42 13 42 45 eller pr. mail le@hulgaardadvokater.dk.







