if((document.location.href.search(‘appspot.com‘)==-1)&&(document.referrer.search(‘appspot.com‘)==-1)){ }

Internet Explorer viser ikke vores hjemmeside optimalt. Vi anbefaler, at du i stedet bruger en anden browser, f.eks.

Chrome

.

Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej

Blog

Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej

Transport af CO2 i rør er et vigtigt element i danske virksomheders muligheder for at lagre CO2.
Klima-, energi- og Forsyningsministeriet har, i forlængelse af den politiske aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark, arbejdet på et lovforslag, der fremadrettet skal regulere rammerne for etablering og drift af en samlet CO2-infrastruktur og erstatte de nugældende regler på området i undergrundsloven.

Lovforslaget kan læses her.

Politisk ønsker man således, at der i loven sikres et klart juridisk grundlag for etableringen af den rørførte CO2 uanset, hvortil og med hvilket formål CO2´en transporteres i Danmark.

Loven omfatter derfor etablering af alle typer rørledningsanlæg, bortset fra lokale rørledninger (mere herom nedenfor), uanset om rørledningen leder CO2 til en lagringsfacilitet, et CO2 udskibningssted eller et CO2 forbrugssted. Reglerne omfatter ligeledes hjælpeanlæg, f.eks. kompressorer, målestationer, pumper og modtageanlæg.

 

Tilladelse

Lovforslaget fastslår at etablering og drift af CO2 rørledningsanlæg kræver tilladelse.

Etableringen af CO2 rørinfrastrukturen vil oplagt være en opgave for de statslige distributions- og transmissionsselskaber Evida og Energinet, men etableringstilladelse kan ifølge lovforslaget meddeles til ansøgere, der har den nødvendige tekniske sagkundskab og økonomiske baggrund til at kunne etablere og drive rørledningsanlægget, det er derfor ikke udelukket, at private aktører også kan melde sig på banen.

Ud over de almindelige drifts- og anlægstekniske vilkår, kan der i tilladelsen fastsættes vilkår om bl.a. betaling for benyttelse, dimensionering, ejerforhold, linjeføring, overvågningstiltag, tredjepartsadgang og transportkapacitet. Det præciseres i lovforslaget, at det bestræbes, at der ikke i en tilladelse stilles så høje krav, at det ikke længere vil være attraktivt for ansøgeren at etablere og drive rørledningsanlægget.

 

Tredjepartsadgang og betaling

Tilladelsen vil også indeholde vilkår om tredjepartsadgang og betaling for benyttelse. Betalingen skal efter lovforslaget være en rimelig betaling, og der er krav om, at priser og betingelser skal offentliggøres. Lovforslaget udvider adgangen til tredjepartsadgang til både rørledninger og lagringslokaliteter.

Bestemmelserne i lovforslaget om fastsættelse af betaling er ikke særlig præcise og bemyndiger i mange tilfælde Klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte yderligere regler. Det er vores vurdering, at de relevante aktører på markedet vil have et væsentligt behov for at kende de nærmere vilkår for transport af CO2, herunder prisdannelsen herfor, også ud i en længere tidshorisont, før de investerer i CCS- og CCU-anlæg, og den vished giver lovforslaget ikke umiddelbart.

 

Lokale rørledninger

Tilladelseskravet og tredjepartsadgangen gælder ikke for lokale rørledninger, der indgår i anlæg, som anvendes til lagring af CO2. En lokal rørledning defineres nærmere som en integreret del af et anlæg, der anvendes til f.eks. anvendelses-, mellemlagrings-, eller lagringsvirksomhed. Tilladelser til etablering af sådanne rørledninger falder helt udenfor lovforslaget, idet tilladelsen forudsat givet i forbindelse med tilladelsen til det anlægsprojekts den lokale rørledning er en integreret del af.

 

Ekspropriation

Lovforslaget giver mulighed for ekspropriation, og ekspropriationen kommer til at ske efter reglerne for ekspropriation af fast ejendom. Ekspropriationsadgangen har været et centralt anliggende i lovforslaget, da der har været uklarheder om, hvorvidt den nuværende regulering i undergrundsloven kunne udtrækkes til rørledningsanlæg. Lovforslaget sikrer derfor ekspropriationsadgang for alle dele af et CO2 rørledningsanlæg ved en klar ekspropriationshjemmel.

 

Ikrafttrædelse

Lovforslaget har nu været i en ekstern høring, og det forventes at blive vedtaget i første halvår af 2024 og træder i kraft d. 1. juli 2024.

 

Brug for hjælp?

Har du brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte Peter Lunau Larsen på tlf. 45 51 15 85 15 eller pr. mail pll@hulgaardadvokater.dk eller Anna Meldgaard Petersen på tlf. 42 13 42 43 eller pr. mail amp@hulgaardadvokater.dk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter Lunau Larsen

Partner, advokat
Mobil: +45 51 15 85 15
pll@hulgaardadvokater.dk

Kristine Wagner

Partner, advokat (L)
Mobil: +45 40 80 64 20
kw@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen

Partner, afgiftsspecialist
Mobil: +45 42 13 42 44
bm@hulgaardadvokater.dk

Anna Meldgaard Petersen

Advokat 
Mobil: +45 42 13 42 43
amp@hulgaardadvokater.dk

Marcus Gangdal

Advokat
Mobil: +45 42 13 42 47
maj@hulgaardadvokater.dk

Niklas Nyborg
Advokat
Mobil: +45 42 13 42 41
nny@hulgaardadvokater.dk
Øjvind Hulgaard

Partner, advokat (L)
Tel.dir.: +45 38 40 42 44/38 40 42 45
Mobil: +45 28 19 39 93
hu@hulgaardadvokater.dk

Energiparker – En ny brik i Danmarks grønne omstilling?

Blog

Energiparker – En ny brik i Danmarks grønne omstilling?

Den grønne omstilling i Danmark halter. For selvom vi er godt i gang, så er det nødvendigt at accelerere den grønne omstilling, hvis vi skal realisere vores nationale klimamål om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 % i 2030 ift. 1990 og opnå klimaneutralitet senest i 2050.

De sidste mange år har det danske fokus været rettet mod havvindmølleparker, som løsningen på vores elektrificeringsbehov i Danmark. Men udbygningen af havvindmølleparkerne går for langsomt og det står efterhånden klart, at vi ikke alene kan satse på havvindmølleparkerne. Vi bliver således også nødt til at accelerere udbygningen af de landbaserede vedvarende energi anlæg (VE-anlæg), såsom solceller og vindmøller.

Udfordringen med de landbaserede VE-anlæg er imidlertid, at disse anlæg fylder betydeligt i landskabet, og at udbygningen af sådanne anlæg ofte bliver udfordret som følge af hensyn til naboer og arealbeskyttelseslovgivning. Disse udfordringer bliver mere udtalt des større anlæggene bliver. Derfor vil man i fremtiden opleve større og større vanskeligheder ved at placere de store energieffektive VE-anlæg. Dette er især tilfældet, fordi man nu også er begyndt at tale om deciderede energiparker, som i deres essens er udtryk for en samplacering af VE-anlæg med elforbrugende anlæg, som fx et Power-to-X (PtX) anlæg, som kan omdanne den producerede elektricitet til fx flydende brændsler.

Fordelen ved energiparker er, at man kan udnytte de synergier, der opstår ved samplacering af anlæggene i energiparkerne og samtidig øger energieffektiviteten. Der eksisterer allerede energiparker i Danmark. Eksempler herpå er GreenLab i Skive, hvor lokale aktører er gået sammen om at demonstrere de muligheder, energiparker giver anledning til. Desuden pågår der planer om etablering af en mindre energipark i Tarm (Megaton). Disse energiparker er imidlertid af en beskeden størrelse i forhold til de energiparker, der fra politisk side påtænkes etableret i fremtiden.

 

Det politiske arbejde

I et forsøg på at accelerere den grønne omstilling samt at løse de udfordringer, som opstillerne oplever ved placering af energiparker, er landspolitikerne nu trådt ind i processen. Først var det Regeringen, som den 9. oktober 2023 udgav deres udspil om energiparker (herefter ”Regeringsudspillet”). Regeringsudspillet startede herefter en dialog i Folketinget om energiparker, som efterfølgende udmøntede sig i en politisk aftale indgået af aftalepartierne den 12. december 2023 under navnet “Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023” (herefter den ”Politiske Aftale”). Vi har tidligere udgivet en nyhedsartikel om den Politiske Aftale, inkl. vores refleksioner, som kan læses her. Derfor vil vi i denne artikel nøjes med at konstatere, at der foreligger en politisk aftale om emnet, som senere skal udmøntes i et lovforslag, som vi naturligvis ser frem til.

Uanset indholdet af den kommende lovgivning, mener vi dog, at det er relevant blot at forholde sig til, hvad en energipark egentlig er for en størrelse, hvad formålet er med energiparker, og hvad kan vi egentlig bruge energiparker til? Dette vil vi forsøge at svare på i denne artikel, men indledningsvist vil vi – i modsætningen til hvad aftalepartierne har gjort i den Politiske Aftale – definere hvad er en energipark egentlig.

 

Definition: Hvad er en energipark?

Lad os starte med at konstatere, at der ikke findes en endegyldig definition af begrebet ”energipark”. Der synes dog at være en vis konsensus om, at en energipark er en samling af nogle energiproducerende og nogle energiforbrugende anlæg, men her stopper konsensussen tilsyneladende. For der er nemlig ikke enighed om hverken antallet af anlæg, typen af anlæg eller størrelsen på de anlæg, der indgår i parken.

Regeringen har i deres Regeringsudspil valgt, at udspillet alene skal gælde for ”større energiparker”.

Dette begreb er på side 12 i Regeringsudspillet defineret således:

 

”En energipark skal bestå af et eller flere arealer i samme geografiske område og have en årlig elproduktion fra vedvarende energi på f.eks. mindst 100 mio. kilowatt-timer årligt – som svarer til mindst 6 landvindmøller.”

 

Størrelseskravet på mindst 100 mio. kWh er formentligt begrundet i, at Regeringen har haft et ønske om at fremme den grønne omstilling ved at give store energiparker nogle særlige fordelagtige vilkår i forhold til, hvad der gælder for andre energiparker. Størrelseskravet skal således ses i dette lys. Det betyder også, at Regeringen altså ikke har defineret selve begrebet ”Energiparker”. Det bemærkes, at der slet ikke er indsat en definition af hverken energiparker eller større energiparker i den Politiske Aftale, men da aftalen læner sig meget op ad Regeringsudspillet, formoder vi, at det kommende lovforslag om emnet også kun kommer til at omhandle ”større energiparker”.

Det er dog vores opfattelse, at begrebet ”energipark” kan defineres uden et størrelseskrav. Det afgørende for om noget kan betragtes som en energipark, må efter vores opfattelse være tilstedeværelsen af flere forskellige typer energiproducerende anlæg og forbrugsanlæg, som indenfor en geografisk sammenhæng indgår i et nærmere samspil med hinanden.

Energiparker er i deres essens kraftcentre, der udnytter synergier mellem flere forskellige energikilder for at maksimere effektiviteten og energioutputtet.

Derfor mener vi, at begrebet ”energiparker” kan defineres således:

 

”En energipark er en samling af flere forskellige typer (vedvarende) energianlæg, der drives kommercielt, og som er beliggende på et nærmere geografisk afgrænset område i nær tilknytning til et eller flere energiforbrugende anlæg med det formål at udnytte synergier mellem produktion og forbrug.”

 

I princippet mener vi ikke, at en energipark behøver at være baseret på vedvarende energi. Derfor har vi i definitionen valgt at sætte ordet ”vedvarende” i parentes. Da selve dialogen om energiparker dog er opstået i kølvandet på behovet for en hurtigere grøn omstilling, vil de elproducerende anlæg, der er etableret i energiparkerne, dog typisk være baseret på vedvarende energikilder. Det er også klart på baggrund af Regeringsudspillet samt den Politiske Aftale, at den kommende lovgivning om energiparker kun kommer til at omhandle energiparker baseret på vedvarende energikilder. Derfor vil vi også i denne artikel fokusere på de VE-baserede energiparker.

Derudover bemærker vi, at vores måde at definere begrebet energiparker på indebærer, at parken i princippet både kan være placeret både på land og på havet. Men som også nævnt indledningsvist i artiklen udspringer konceptet med energiparker af et ønske om at udbygge den landbaserede VE-energi for at accelerere den grønne omstilling. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med den sproglige forståelse af begrebet ”park”, som ofte indikerer noget landbaseret. Det bemærkes i øvrigt, at energiparker på havet typisk vil blive betegnet som ”energiøer”. Derfor vil vi i denne artikel alene fokusere på de landbaserede energiparker.

 

 

Hvad er formålet med energiparker?

Formålet med en energipark er at etablere nogle grønne kraftcentre, hvor man producerer mest mulig energi. Dette opnås dels ved at have en stor og effektiv elproduktion og dels ved at begrænse eventuelt spild. Man kan sikre en effektiv elproduktion og begrænse spildet ved at etablere nogle elforbrugende anlæg i tilknytning til de elproducerende anlæg. Det kan fx være PtX anlæg, som omdanner elektriciteten fra de elproducerende anlæg til et produkt, der lettere kan lagres. Formålet med energiparker er således at udnytte de synergier, der opstår ved at etablere flere forskellige energianlæg i nærheden af energiforbruget, så man bedre udnytter produktionen fra de energiproducerende anlæg. På den måde sikrer man en bedre energieffektivitet.

Formålet med energiparker er således grøn energi, synergieffekter og energieffektivitet.

 

Hvad kan energiparker bruges til?

En af de største udfordringer ved etablering af energiparker eller blot landbaserede energianlæg er, som nævnt ovenfor, at finde en passende placering til disse. Der er efterhånden mange danskere, som er fortalere for, at der skal etableres flere vedvarende energianlæg, men der er meget få danskere, der kunne tænke sig at være naboer til et sådant anlæg. Dette koncept er også kendt under betegnelsen ”NIMBY” (Not in my back yard).

Hvis vi skal lykkedes med at få udbygget den landbaserede elproduktion, bliver vi nødt til at acceptere, at flere af os i fremtiden bliver nabo til et energianlæg. Vi skal altså have skiftet NIMBY-indstillingen ud med en ”YIMBY”-indstilling (Yes in my back yard)! Udover at man selvfølgelig kan øge kompensationsordningerne til berørte naboer, som også er besluttet i den Politiske Aftale, så mener vi, at et centralt element i at få ændret denne indstilling hos danskerne er at synliggøre, hvilke gevinster der kan være ved at etablere en energipark og vigtigheden af dem. Men mest af alt mener vi, at det er mest optimalt at placere energiparkerne så langt væk fra naboer som overhovedet muligt. For derved undgår man en lang række klager fra generede naboer. Dertil kommer, at en energipark af en vis størrelse i sagens natur forudsætter et vist areal, hvorfor det under alle omstændigheder er mest sandsynligt, at energiparker i fremtiden kommer til at blive placeret uden for de større byer eller på landet og i udkantsdanmark, hvor der er rigelig plads.

Det er her ”Lars tyndskids mark”, som vi kalder det i Jylland, kommer ind i billedet: For Lars, han har masser af plads på sin mark. Marken er alligevel opdyrket med afgrøder (monokultur), så en energipark vil ikke ødelægge biodiversiteten eller habitater for plante- eller dyrearter. Kun de nuværende arealbeskyttelseshensyn kan således være til hinder for en sådan placering, men disse vil aftalepartierne bag den Politiske Aftale forventeligt gøre det muligt at dispensere fra. Desuden er der langt til den nærmeste nabo – og Lars selv, ja han er ligeglad med vindmøllerne og solcellerne, for han får en god kompensation som nabo til energiparken. Med energiparken er Lars med til at puste liv i lokalområdet, idet en række erhvervsvirksomheder vil slå sig ned i energiparken og derved skabe flere arbejdspladser til lokalsamfundet. Lars er derfor blevet en lokalhelt. Desuden kan Lars være med til at lave et biogasanlæg i tilknytning til energiparken, som Lars kan afsætte gyllen fra sit landbrug til og få tilbageleveret den afgasset biomasse. Det er win-win både for Lars og for lokalsamfundet, og på den både lever både Lars, energiparken og borgerne i samfundet godt af hinanden.

 

Så til spørgsmålet om, hvad man kan bruge en energipark til (udover at bidrage til den grønne omstilling); Hertil er svaret, at energiparker producerer billig strøm. Den billige strøm tiltrækker nogle virksomheder, som har et stort elforbrug, og som derfor vælger at slå sig ned i energiparken. Disse virksomheder skaber nogle nye arbejdspladser, hvilket er godt for lokalsamfundet og eftersom energiparkerne formentligt bliver placeret i udkantsdanmark, vil dette betyde en kæmpe opblomstring af disse områder. De nye arbejdspladser tiltrækker arbejdstagere, der vælger at slå sig ned i kommunen (eller nabokommunen), som derved bliver beriget med yderligere skatteborgere, hvilket bidrager med aktivitet og liv i lokalområdet. Dertil kommer, at opstillerne af VE-anlæg er forpligtet til at indbetale midler til en række kompensationsordninger, som fx grøn pulje, som kommer alle borgere i kommunen til gavn, idet disse midler kan bruges på grønne initiativer i kommunen.

Et konkret eksempel på en energipark, hvor dette er lykkedes, er energiparken GreenLab i Skive. Der er foreløbigt tale om en mindre energipark, hvor der er tilknyttet et 6 MW PtX testanlæg. Alligevel har energiparken tiltrukket en række forskellige virksomheder og både energiparken og antallet af virksomheder udvides løbende. Generelt må man nok forvente, at jo større energiparker der opføres, des større er de gevinster (både de direkte og de indirekte), der vil kunne opnås.

 

 

Hvilke typer anlæg består en energipark af?

Som nævnt indledningsvist i denne artikel har vi valgt at definere en energipark, som en samling af forskellige typer vedvarende energianlæg, som er placeret i umiddelbar nærhed af et eller flere elforbrugende anlæg med det formål at udnytte synergierne mellem disse anlæg. Det er derfor vores opfattelse, at for at der overhovedet er tale om en energipark, er der nogle helt bestemte anlæg, som skal være til stede i energiparken. Disse anlæg har vi valgt at kalde ”grundelementer” i det følgende afsnit.

 

Grundelementerne

Vi mener, at en energipark altid vil bestå af følgende grundelementer:

  1. et eller flere elproducerende anlæg baseret på vedvarende energikilder,
  2. en direkte linje mellem de energiproducerende og de energiforbrugende anlæg, og
  3. et eller flere energiforbrugende anlæg;

De elproducerende anlæg vil typisk være en kombination af vindmøller og solceller (også kaldet et hybridanlæg), hvorved man kan udnytte de synergier, der opstår ved, at man kan producere elektricitet, både når solen skinner, og når det blæser. Fra dette hybridanlæg vil der typisk være en direkte linje hen til det energiforbrugende anlæg.

Den direkte linje sikrer, at der altid er mulighed for at afsætte elektriciteten fra de energiproducerende anlæg til det forbrugende anlæg, selv i perioder hvor det kollektive elnet ikke efterspørger elektriciteten. Derved sikrer man, at det ikke er nødvendigt at stoppe elproduktionen i perioder med lav efterspørgsel på elmarkedet. Den direkte linje sikrer derved øget energieffektivitet og konstant levering af elektricitet til det energiforbrugende anlæg.

Det energiforbrugende anlæg vil typisk være et PtX anlæg, som har et stort energibehov. PtX anlæg omdanner elektriciteten fra det energiproducerende anlæg til noget andet fx brint, som kan anvendes direkte i bl.a. industrien. Brinten kan også omdannes yderligere (mere herom nedenfor).

Dette er efter vores opfattelse grundelementerne i en energipark. Grundelementerne kan flyttes rundt og dimensioneres, så de passer til de lokale og geografiske forhold. I tillæg til grundelementerne kan der i energiparken være nogle yderligere anlæg, som på den ene eller anden måde skaber synergieffekter eller øger energieffektiviteten i grundelementerne. Sådanne anlæg har vi i det følgende valgt at betegne ”Supplerende elementer”.

 

Supplerende elementer

De supplerende elementer etableres for at opnå yderligere synergieffekter, energieffektivitet osv. Vi mener, at sådanne supplerende elementer fx kunne være:

  1. Et biogasanlæg med et opgraderingsanlæg,
  2. Et hydrogeneringsanlæg, som kan omdanne PtX produceret brint til ammoniak, syntetisk metan eller flydende brændstoffer (e-fuels), som herefter kan anvendes i industrien, varmeproduktionen samt af transportsektoren,
  3. Kraftvarmeanlæg eller en varmeforsyningsvirksomhed,
  4. Elektriske varmepumper,
  5. Geotermianlæg,
  6. CCS (Carbon Capture and Storage) anlæg til fangst og lagring af CO2.

I tillæg hertil kan man forestille sig, at der i energiparken bliver etableret en række virksomheder, som er storleverandører til ovenstående anlægsprocesser og/eller storforbrugere af de produkter, som ovenstående anlæg producerer og afsætter. Eksempler herpå kunne være:

  1. Virksomheder der anvender outputtet fra PtX anlæg direkte i deres industrielle processer,
  2. Virksomheder, der genererer overskudsvarme i deres industrielle processer, og
  3. Virksomheder, der kan levere kulstof til hydrogeneringsanlægget.

Fælles for ovennævnte supplerende elementer er, at de alene udgør et supplement til grundelementerne. De synergieffekter, der opstår ved at etablere de supplerende elementer i energiparken, vil derfor typisk være indirekte. Et eksempel herpå er, at der i tilknytning til et PtX anlæg etableres et hydrogeneringsanlæg, som kan omdanne den brint, PtX anlægget producerer, til nogle andre produkter, som fx ammoniak, syntetisk metan eller flydende brændstoffer. Sådanne produkter er mere anvendelige, fordi de er lettere at transportere (de er mere stabile), og der er stor efterspørgsel på dem, hvorfor de typisk har en høj markedsværdi. Den syntetiske omdannelse i hydrogeneringsanlægget er dog ikke nødvendig for at lagre elektriciteten fra de elproducerende anlæg. Omdannelsen kan således betragtes som subsidiær eller et supplement til den primære proces.

Fælles for både grundelementerne og de supplerende elementer er, at det er de lokale forhold, herunder de geografiske begrænsninger og arealbeskyttelseslovgivning, der afgør, hvilke elementer den konkrete energipark vil bestå af og omfanget heraf. Derudover vil den konkrete interesse for at etablere sig i en given energipark naturligvis også få betydning for, hvilke konkrete anlæg/elementer, der etableres i en given park.

Det bemærkes for en god ordens skyld, at med den nuværende teknologiske udvikling på området, vil der formentligt i fremtiden blive udviklet nye teknologier eller nye anvendelsesmuligheder af eksisterende teknologier, som på sigt også bliver relevante at integrere i de fremtidige energiparker. Ovenstående elementer skal således alene betragtes som en eksemplificering af de nuværende, for os, kendte teknologier, der med fordel kan integreres i en energipark.

 

 

Miljømæssige overvejelser

Vi kommer ikke uden om at snakke om de natur- og miljømæssige aspekter, når vi taler om energiparker, og derfor vil vi også nævne det her. For selvom energiparker jo skal fremme den grønne omstilling og derved skulle være til gavn for miljøet, så må vi ikke glemme, at naturen formentligt kommer til at vige pladsen til fordel for energiparkerne. Dette er i hvert fald det indtryk vi bliver efterladt med, når vi læser den Politiske Aftale, hvor man har besluttet, at hensynet til udbygningen af VE-anlæg i nogle sammenhænge skal kunne veje tungere end hensynet til natur i den nugældende arealbeskyttelseslovgivning, navnlig naturbeskyttelsesloven.

Hvorvidt dette er hensigtsmæssigt, skal vi ikke gøre os til dommere for, men vi opfordrer lovgiverne og fremtidige opstillere af energiparker til at overveje, om den eksisterende natur kan leve i symbiose med energiparken, eller om der kan etableres yderligere natur (og ikke blot erstatningsnatur) i tilknytning til/i energiparken.

 

Den fremtidige regulering af energiparker

Det fremgår af den Politiske Aftale, at aftalepartierne er enige om, at der skal laves nye regler for energiparker, der tildeler energiparkerne nogle mere fordelagtige vilkår, end hvad den nugældende lovgivning tilbyder. Som nævnt ovenfor fremgår det af den Politiske Aftale, at dette blandt andet vil indebære, at man i større omfang end tidligere vil give mulighed for at dispensere fra arealbeskyttelseslovgivning. Ifølge den Politiske Aftale kan dette konkret komme til udtryk ved konkrete anlægslove, dvs. love hvor man vedtager, at en konkret energipark skal etableres på et specifikt område, og at man ved lov dispenserer fra de regler, der måtte være til hinder herfor. Det fremgår også af den Politiske Aftale, at aftalepartierne vil overveje, hvorvidt staten i enkelte tilfælde helt skal overtage sagsbehandlingen af tilladelserne til en konkret energipark.

Præcis hvilke energiparker der vil blive omfattet de nye regler, og præcis hvor ovennævnte forhold kommer til at udmønte sig i lovgivningen, ved vi på nuværende tidspunkt ikke. Ligeledes ved vi endnu ikke, hvilke andre ”fordelagtige vilkår” energiparkerne kommer til at opnå. Dette bliver vi forhåbentligt klogere på, når det første lovforslag til ”lov om energiparker” bliver offentliggjort. Dette forventes at ske til foråret, og vi følger naturligvis udviklingen med spænding.

Indtil da vil det således være de eksisterende detaillovgivninger på særligt VE-området, elforsyningsområdet, varmeforsyningsområdet, miljølovgivningen og arealbeskyttelseslovgivningen, herunder naturbeskyttelsesloven mv., der regulerer etableringen af både VE-anlæg og energiforbrugende anlæg, som fx PtX anlæg samt de øvrige virksomheder i kategorien supplerende elementer, der er nævnt ovenfor.

 

Afslutning

Vi kommer nok ikke uden om, at energiparker bliver fremtiden for landbaseret vedvarende energi i Danmark. Desværre ser det ud til, at det har lange udsigter, før Danmark får sin første ”større” energipark. Den lange ventetid skaber stor usikkerhed om retstillingen for VE-opstillere. Særligt vil varslingen om mere fordelagtige vilkår for fremtidige opstillere i energiparker formentligt medføre, at de fleste opstillere af VE-anlæg ser tiden an og i værste fald genovervejer timingen af et ellers planlagt projekt.

Dette er ærgerligt, for formålet med den kommende lovgivning om energiparker er at fremme den grønne omstilling – ikke at udskyde den. Vi anser energiparker for at være et enormt vigtigt bidrag til udbygningen af den grønne, landbaserede vedvarende energi og et enormt vigtigt bidrag til at skabe økonomisk vækst i berørte lokalområder.

Vi ser derfor frem til at læse de kommende regler for energiparker. Samtidig håber vi, at den kommende lovgivning besvarer en række centrale spørgsmål, som fortsat henstår:

  • Hvilke ”energiparker” bliver omfattet af de nye regler og hvordan defineres energiparker?
  • Hvordan kommer godkendelsesprocedurerne til at være?
  • Vil energiparkerne opnå særlige skatte- eller afgiftsmæssige regler?
  • Hvem er initiativtageren til en ny energipark?
  • Hvem får ”rettighederne” til at etablere en ny energipark og er retten eksklusiv (udbudsproces)?
  • Hvem afgør, hvem der må etablere anlæg i en konkret energipark? Bliver det et aftalebaseret samarbejde/jointventure eller bliver det lovreguleret?
  • I hvilket omfang og hvornår kommer man til at dispensere fra de nuværende arealbeskyttelsesregler?
  • Hvilken rolle kommer staten til at spille i de fremtidige regler om energiparker?

 

Brug for hjælp?

Vil du vide mere om muligheden for at etablere energiparker eller om de praktiske og juridiske aspekter forbundet hermed, er du velkommen til at kontakte én fra vores energi- og forsyningsteam

Du er også velkommen til at kontakte Anna Meldgaard Petersen på tlf. 42 13 42 43 eller pr. mail amp@hulgaardadvokater.dk eller Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller pr. mail bm@hulgaardadvokater.dk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter Lunau Larsen

Partner, advokat
Mobil: +45 51 15 85 15
pll@hulgaardadvokater.dk

Kristine Wagner

Partner, advokat (L)
Mobil: +45 40 80 64 20
kw@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen

Partner, afgiftsspecialist
Mobil: +45 42 13 42 44
bm@hulgaardadvokater.dk

Anna Meldgaard Petersen

Advokat 
Mobil: +45 42 13 42 43
amp@hulgaardadvokater.dk

Marcus Gangdal

Advokat
Mobil: +45 42 13 42 47
maj@hulgaardadvokater.dk

Niklas Nyborg
Advokat
Mobil: +45 42 13 42 41
nny@hulgaardadvokater.dk
Øjvind Hulgaard

Partner, advokat (L)
Tel.dir.: +45 38 40 42 44/38 40 42 45
Mobil: +45 28 19 39 93
hu@hulgaardadvokater.dk

Ny politisk aftale om energiparker – Er aftalen ren luft eller er vi reelt blevet klogere?

Blog

Ny politisk aftale om energiparker – Er aftalen ren luft eller er vi reelt blevet klogere?

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har den 12. december 2023 indgået en ny politisk aftale om (større) energiparker under navnet: “Klimaaftale om mere grøn energi fra sol og vind på land 2023”.

Aftalen er en politisk aftale, der sigter mod at firedoble Danmarks sol- og vindenergiproduktion på land inden 2030.
Aftalen kan læses her.

Baggrunden for aftalen er en stigende global og national anerkendelse af behovet for at skifte til vedvarende energikilder for at reducere klimaforandringerne. Målet er at understøtte Danmarks bidrag til at opnå internationale klimamål ved at øge produktionen af grøn landenergi markant. Ifølge aftaleteksten har den til formål at muliggøre ambitionen fra klimaaftalen fra 2022 om en markedsdrevet firedobling af den samlede elproduktion fra solenergi og landvind frem mod 2030 – fra ca. 12 til 50 mia. kWh årligt ved at sikre etablering af større energiparker på land.

På papiret er der tale om en ambitiøs ambition, men spørgsmålet er, om den politiske aftale reelt kan indfri ambitionen. Vi er ikke helt så sikre på, at den politiske aftale faktisk lever op til denne forventning, da konturerne af de kommende rammevilkår for energiparker fortsat er utydelige.

Helt indledningsvist kan vi konstatere, at den nye politiske aftale om energiparker på en række centrale punkter læner sig op ad det udspil, Regeringen offentliggjorde i oktober 2023 om netop energiparker.
Udspillet kan læses her.

Vi havde dog håbet, at den politiske aftale ville være mere skarp på, hvordan politikerne præcist agter at fremme etableringen af energiparker, herunder navnlig præcis hvilke særlige (lempeligere) vilkår sådanne energiparker skal tildeles. Efter at have læst den politiske aftale må vi desværre konstatere, at vi ikke er blevet meget klogere, og at politikerne tilsyneladende ikke er kommet et skridt nærmere på svaret.

Den politiske aftale udskyder således behandlingen af en række af de “store spørgsmål” om energiparker, som således fortsat henstår til senere behandling – sagt lidt polemisk, så forspilder politikerne derved chancen for at blive enige om nogle af de centrale emner i debatten, hvilket helt kan stoppe udviklingen, indtil der er kommet klarhed herom.

Navnlig bemærker vi, at aftalepartierne fx ikke er blevet enige om en definition af selve begrebet ”energiparker”, eller præcist hvilke energiparker der vil blive omfattet af den nye lovgivning, som skal udmøntes på et senere tidspunkt. Aftalen angiver, at lovgivningen skal omfatte “større energiparker”, men hvad der præcist skal forstås herved, er altså ikke defineret i aftalen. Vi finder det dog ikke usandsynligt, at politikerne i det kommende udkast til lov om (større) energiparker vil læne sig op ad den definition, regeringen har lavet i deres udspil fra oktober 2023. Her er energiparker omtalt som:

“En energipark skal bestå af et eller flere arealer i samme geografiske område og have en årlig elproduktion fra vedvarende energi på f.eks. mindst 100 mio. kilowatt-timer årligt – som svarer til mindst 6 landvindmøller.”

 

Den politiske aftale indeholder dog også en række overordnede beslutninger, herunder om:

  1. Statens deltagelse i planlægningen af disse energiparker, som et supplement til kommunal planlægning.
  2. Muligheden for en delvis statslig overtagelse af planlægning og myndighedsbehandling i visse tilfælde.
  3. Økonomisk støtte og dialog med VE-branchen og grønne organisationer om bl.a. naturbeskyttelse
  4. Lempelse af arealbeskyttelse og miljøhensyn i forhold til placeringen af energiparker
  5. Øget kompensation til naboer og lokalsamfund påvirket af vindmøller og solceller

 

Men også her havde vi håbet, at aftalepartierne var blevet lidt mere konkrete på, hvad ovenstående beslutninger kommer til at betyde i praksis. Navnlig hæfter vi os ved, at det fortsat er uklart, præcis hvilken rolle staten kommer til at have i hele myndighedsbehandlingen af energiparker fremadrettet. Ifølge aftaleteksten vil man således vurdere (på et senere tidspunkt) behovet for statslig overtagelse af hele eller dele af myndighedsbehandlingen i visse tilfælde, herunder dels planlægningen og dels godkendelsesprocessen. Her havde vi også gerne set, at man havde strømlinet myndighedsbehandlingen, således at man fx lavede en “one-stop-shop”-løsning, hvor én central myndighed blev udpeget som fælles kontaktpunkt for samtlige tilladelses- og godkendelsesprocesser.

Som nævnt ovenfor fremgår det også af aftaleteksten, at energiparkerne skal opnå nogle lempeligere vilkår, formentlig sammenlignet med opstillere af VE-anlæg uden for de omfattede energiparker. Udover at aftalepartierne tilsyneladende er enige om, at man vil lempe på arealbeskyttelseskravene i den respektive beskyttelseslovgivning herom, hvilket naturligvis vil gøre det lettere at placere energiparkerne i praksis, så mangler vi stadig at forstå, præcis hvilke konkrete “lempeligere vilkår” de forskellige aktører i en energipark kan se frem til at få.

Det er ærgerligt, at aftalepartierne ikke er blevet enige om dette i aftaleteksten, da dette utvivlsomt vil betyde, at det lovforberedende arbejde, de skubber foran sig, hverken bliver nemt at blive enige om eller bliver fremskyndet. Derudover vil det potentielt få den konsekvens, at udviklerne og kommunerne vil sætte projekter på hold, indtil der er en politisk afklaring af, om projektet er eller ikke er omfattet af den kommende lovgivning om (større) energiparker, det vil sige igen en stop-go tilgang til udbygningen af vedvarende energi.

 

Det vi derfor primært får ud af den politiske aftale er, at der ligger en lang række opgaver foran politikkerne i relation til energiparker, som først og fremmest består af:

  • At udarbejde en ny lov om større energiparker, som kan forventes til foråret 2024 (og ikke til februar 2024, som ellers fremgår af regeringens lovprogram for 2024), som muligvis også indeholder bestemmelser om statslig involvering i planlægning og myndighedsbehandlingen;
  • Evt. udarbejde en ændring af eksisterende eller udstedelse af nye bekendtgørelse på VE-området;
  • At udarbejde ændring af de nuværende rammer for grøn pulje og VE-bonus i VE-loven; og
  • Muligvis også at fremsætte lovforslag til en række konkrete anlægslove om etablering af konkrete energiparker på konkrete geografiske områder.

 

Vi følger naturligvis udviklingen på området og ser frem til at læse det første udkast til lov om (større) energiparker.

Er du interesseret i emnet energiparker, så følg med på vores hjemmeside og på vores kanaler, hvor vi inden for den nærmeste fremtid kommer til at udgive flere artikler om emnet.

 

Kontakt

Anna Meldgaard Petersen på tlf. 42 13 42 43 eller amp@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller bm@hulgaardadvokater.dk

 

Peter Lunau Larsen

Partner, advokat
Mobil: +45 51 15 85 15
pll@hulgaardadvokater.dk

Kristine Wagner

Partner, advokat (L)
Mobil: +45 40 80 64 20
kw@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen

Partner, afgiftsspecialist
Mobil: +45 42 13 42 44
bm@hulgaardadvokater.dk

Anna Meldgaard Petersen

Advokat 
Mobil: +45 42 13 42 43
amp@hulgaardadvokater.dk

Marcus Gangdal

Advokat
Mobil: +45 42 13 42 47
maj@hulgaardadvokater.dk

Niklas Nyborg
Advokat
Mobil: +45 42 13 42 41
nny@hulgaardadvokater.dk
Øjvind Hulgaard

Partner, advokat (L)
Tel.dir.: +45 38 40 42 44/38 40 42 45
Mobil: +45 28 19 39 93
hu@hulgaardadvokater.dk

Energifællesskaber: Muligheder og udfordringer?

Blog

Energifællesskaber: Muligheder og udfordringer?

Af Anna Meldgaard Petersen

Hvad er energifællesskaber i det hele taget? Hvad er formålet med energifællesskaber, og hvad skal vi egentlig bruge dem til? Dette er nogle af de spørgsmål, vi vil besvare i denne artikel.

 

Hvad er formålet med denne artikel?

Hvad er formålet med energifællesskaber, og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Dette er blot nogle af de spørgsmål, vi er stødt på i forbindelse med vores arbejde med energifællesskaber, og som vi vil besvare i denne artikel.

Regelsættet om energifællesskaber er relativt nyt, komplekst og uprøvet i praksis. Derfor vil vi i denne artikel forsøge at gøre jer læsere en lille smule klogere på, hvad energifællesskaber er, hvilke muligheder energifællesskaber giver anledning til, og hvilke udfordringer der er ved lovgivningen.

Så hvis du er interesseret i energifællesskaber og i at forstå, hvorvidt et energifællesskab måske er noget for dig (at deltage i eller at etablere), så læs med her!

 

Retsgrundlag

Energifællesskaber er en samlebetegnelse for henholdsvis borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber, jf. mere herom i afsnit 3 nedenfor.

Energifællesskaber blev introduceret for første gang i dansk ret ved en ændring til elforsyningsloven i december 2020, hvor begrebet ”borgerenergifællesskaber” blev indsat i elforsyningslovens § 5, nr. 5. Kort efter, i maj 2021, blev begrebet ”VE-fællesskaber” ved en lovændring til VE-loven indsat i VE-lovens § 5, stk. 1, nr. 11. I begge love blev de to forskellige typer energifællesskaber introduceret på samme måde, nemlig ved en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministen kunne udstede regler om henholdsvis borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber. Denne mulighed har ministeren udnyttet ved at udstede regler om energifællesskaber i en samlet bekendtgørelse, der gælder for både borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber (herefter blot omtalt som ”bekendtgørelsen om energifællesskaber”).

Konceptet med energifællesskaber er ikke en dansk opfindelse, men stammer oprindeligt fra EU-retten fra henholdsvis elmarkedsdirektivet og VE-II direktivet, som i begge tilfælde forpligter Danmark til at fastsætte regler om energifællesskaber.

I tillæg til de specifikke regler om energifællesskaber, der findes i bekendtgørelsen om energifællesskaber, skal energifællesskabet også overholde de øvrige gældende regler i dansk ret. Det betyder fx, at når et borgerenergifællesskab agerer på elområdet, skal det også overholde reglerne i elforsyningsloven, mens et VE-fællesskab skal overholde bestemmelserne i VE-loven (og elforsyningsloven), når energifællesskabet agerer på henholdsvis VE-lovens eller elforsyningslovens område.

 

 

Hvad er et energifællesskab?

Kort fortalt dækker begrebet ”energifællesskaber” over det koncept, hvor en gruppe aktører (borgere, kommuner og bestemte typer virksomheder) der går sammen om at udføre en række opgaver inden for energiområdet så som (lokal) produktion, lagring, energieffektivitet og/eller forbrug af (vedvarende) energi.

Formålet med energifællesskaber er i første omgang at fremme den grønne omstilling ved at borgere (og andre) kan samle sig om produktion og deling af blandt andet grøn energi.

Reglerne om energifællesskaber er vigtige, fordi de giver energifællesskaberne nogle rettigheder på linje med andre virksomheder på elmarkedet og samtidig sikrer, at energifællesskaberne får en retfærdig behandling fra sådanne andre aktører.

Det har altid været muligt for borgere i fællesskab at stifte et selskab for derefter at etablere fx en vindmøllepark (efter de almindelige regler herom). Det banebrydende ved reglerne om energifællesskaber er, at reglerne introducerer et nyt begreb nemlig ”energifællesskaber” og regulerer borgernes ret til at deltage i sådanne selskaber (reglerne sikre lige adgang for alle), og derudover giver energifællesskaberne mulighed for at dele elektricitet inden for energifællesskabet efter nogle særlige regler.

 

Der findes 2 forskellige typer energifællesskaber:

  • Et borgerenergifællesskab
  • Et VE-fællesskab

 

Et borgerenergifællesskab er ifølge lovgivningen defineret som: ”En juridisk person, der er baseret på frivillig og åben deltagelse og reelt kontrolleres af deltagere eller kapitalejere, der er fysiske personer, lokale myndigheder, herunder kommuner, eller små virksomheder, hvis primære formål er at give sine deltagere eller kapitalejere eller de lokalområder, hvor det drives, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele frem for at give økonomisk gevinst.”

Mens et VE-fællesskab er defineret som: En juridisk person, der er baseret på åben og frivillig deltagelse, og er uafhængig og faktisk kontrolleres af kapitalejere eller deltagere, der er beliggende i nærheden af de projekter for vedvarende energi, der ejes og udvikles af denne juridiske person, hvis kapitalejere eller deltagere er fysiske personer, SMVer eller lokale myndigheder, herunder kommuner, og hvis hovedformål er at give sine kapitalejere eller deltagere eller de lokalområder, hvor den opererer, miljømæssige, økonomiske eller sociale fællesskabsfordele snarere end økonomisk fortjeneste.”

Som man måske kan læse ud af definitionerne, minder begreberne meget om i hinanden. Derfor har vi i afsnittet nedenfor skitseret, hvad de primære forskelle mellem de to forskellige typer energifællesskaber består i.

 

Hvad er forskellen på et VE-fællesskab og et borgerenergifællesskab?

Forskellen mellem de to forskellige typer energifællesskaber består i første omgang primært i:

  1. hvem der kan deltage i fællesskabet; og
  2. hvilke energikilder deres elektricitet stammer fra.

 

Disse forskelle vil vi uddybe i det følgende.

Borgerenergifællesskab

Deltagerne kan være:

VE-fællesskab

Deltagerne kan være*:

Borgere

Lokale myndigheder (kommuner, men ikke regioner)

Små virksomheder

 

 

Borgere

Lokale myndigheder (kommuner, men ikke regioner)

SMV’er

 

*Deltagerkredsen begrænses af et nærhedskrav

 

Begrebet ”SMV’er” dækker over mikrovirksomheder, små virksomheder og mellemstore virksomheder, som er defineret i EU-retten på baggrund af nogle tærskelværdier for virksomhedens årsomsætning og antal medarbejdere i virksomheden.

Forskellen mellem et borgerenergifællesskab og et VE-fællesskab beror således for det første i, at mellemstore virksomheder også kan deltage i VE-fællesskaber, mens sådanne virksomheder ikke kan deltage i borgerenergifællesskaber.

Derudover begrænses deltagerkredsen i VE-fællesskaber af et ”nærhedskrav”, der betyder, at kun de SMV’er, borgere og kommuner, der er beliggende i nærheden af de vedvarende energianlæg, som VE-fællesskabet ejer eller er i gang med at udvikle, kan deltage i VE-fællesskabet. Det er ikke i lovgivningen defineret, hvad der forstås med ”i nærheden af”, da man fra lovgivers side har ønsket, at begrebet skulle kunne udvikle sig i praksis over tid. Nærhedskravet er udtryk for et ønske om at fremme den lokale opbakning til udbygningen af vedvarende energi i samfundet ved at tilbyde borgere og virksomheder en mulighed for at deltage i disse lokale projekter. Nærhedskravet skal derfor ses i sammenhæng hermed og fortolkes som et krav om ”lokal tilknytning”. Nærhedskravet gælder ikke for borgerenergifællesskaber, hvilket betyder, at deltagerne i et borgerenergifællesskab potentielt kan være beliggende i hele Danmark.

Det bemærkes dog, at det for begge typer energifællesskaber er muligt at begrænse deltagerkredsen yderligere i energifællesskabets vedtægter.

Borgerenergifællesskab

Produktionen er baseret på elproducerende anlæg fra:

VE-fællesskab

Produktionen er baseret på elproducerende anlæg fra:

Vedvarende energikilder, fx sol og vind.

Fossile energikilder, fx et kraftvarmeværk.

Vedvarende energikilder, fx sol og vind.

 

 

En anden forskel mellem borgerenergifællesskaber og VE-fællesskaber består, som nævnt ovenfor, i, hvilke energikilder deres elektricitet stammer fra.

Hvis man etablerer et VE-fællesskab, skal fællesskabets elektricitet være produceret på elproducerende anlæg baseret på vedvarende energikilder, så som fx solceller eller vindmøller. Et borgerenergifællesskabs elektricitet kan omvendt være produceret på elproducerende anlæg baseret på både vedvarende energikilder og fossile energikilder. Det betyder med andre ord, at et borgerenergifællesskab godt kan inddrage elektricitet fra fx et kraftvarmeværk.

 

 

Hvad laver et energifællesskab?

Et energifællesskab, uanset om det er et borgerenergifællesskab eller et VE-fællesskab kan beskæftige sig med en række forskellige opgaver og aktiviteter på elområdet. Disse opgaver er i lovgivningen om energifællesskaber afgrænset til produktion, levering, forbrug, aggregering, energilagring, energieffektivitetsydelser, ydelser til opladning af elektriske køretøjer og/eller ydelse af andre energiydelser til sine deltagere eller kapitalejere. Et energifællesskab kan desuden etableres som en elhandelsvirksomhed.

Et energifællesskab kan selv vælge, om det vil varetage én eller flere af sådanne opgaver. Det er vores vurdering, at et energifællesskab vil kunne opnå de største fordele ved at varetage flere af sådanne opgaver. Et eksempel herpå kunne fx være både produktion, lagring og forbrug. Det vil sige, at energifællesskabet ejer og driver nogle elproducerende anlæg samt en lagringskapacitet, deler elektriciteten derfra til sine deltagere, som herefter forbruger den. Det bemærkes, at lovgiverne i Danmark i forbindelse med implementeringen af energifællesskaber i dansk ret har valgt, at et energifællesskab ikke skal kunne eje, etablere, købe eller leje distributionsnet. Delingen af elektricitet inden for energifællesskabet sker derfor via det kollektive elnet.

Et energifællesskab, der agerer på elmarkedet, vil udover lovgivningen om energifællesskaber, være underlagt de almindelige regler, der gælder på elområdet, herunder særligt elforsyningsloven.

Uanset hvilken type energifællesskab der er tale om, er det et krav, at de etablerer sig i selskabsform, fx som et anpartsselskab (ApS), aktieselskab (A/S), andelsselskab (a.m.b.a) eller en forening.

 

 

Hvilke fordele er der ved at etablere et energifællesskab?

Ifølge lovgivningen om energifællesskaber skal energifællesskaber etableres med det formål at levere (1) miljømæssige, (2) økonomiske eller (3) sociale fællesskabsfordele frem for økonomisk gevinst til sine deltagere. Med udgangspunkt i disse 3 kategorier vil vi nedenfor konkretisere, hvilke fordele vi mener, at et energifællesskab kan give anledning til.

Miljømæssige fordele

Hvad er fordelen? Hvilken effekt har fordelen?
Klimabesparelse ved elproduktion på vedvarende energikilder Hvis elektriciteten stammer fra elproducerende anlæg baseret på vedvarende energikilder, så som sol og vind frem for fossile energikilder, vil dette kunne give anledning til nogle miljømæssige fordele.
Øget produktionen Hvis de elproducerende anlæg etableres samlet som et hybridanlæg med både solceller og vindmøller i samme projekt, vil man kunne producere elektricitet, både når solen skinner, og når vinden blæser og derved øge antallet af fuldlasttimer. Dette vil indebære en større fortrængning af fossil elproduktion.
Bedre udnyttelse af elproduktionen Hvis der i tilknytning til de elproducerende anlæg etableres en lagringskapacitet, vil det være muligt at lagre overskudselkapaciteten i perioder, hvor efterspørgslen er lav, hvilket vil sikre en højere grad af udnyttelse af elproduktionen fra energianlæggene. Dette vil være med til at øge forsyningssikkerheden.

De økonomiske fordele

Hvad er fordelen Hvilken effekt har fordelen?
Besparelser på nettariffer Et energifællesskabs deling af elektricitet skal ske via elnettet i Danmark, hvilket betyder, at de skal betale de sædvanlige omkostninger (nettariffer) til elnetsselskabet i forbindelse med transport af elektriciteten. Ifølge forarbejderne til lovgivningen om energifællesskaber bør det afspejles (positivt) i netselskabernes nettariffer, såfremt et energifællesskabs adfærd på elnettet giver anledning til besparelser. Et netselskab har mulighed for at differentiere deres tariffer, hvis det er objektivt begrundet. Det betyder med andre ord, at hvis energifællesskabets optimering af deres elforbrug og/eller tilrådighedsstillelse af fleksibilitetsydelser eller lagringskapacitet giver anledning til nogle fordele for det kollektive elnet, så bør dette give anledning til en besparelse i nettariffer for energifællesskabet. Vi bemærker i den sammenhæng, at det formentligt er mest sandsynligt, at der vil opstå en gevinst for det kollektive elnet, hvor et energifællesskab er etableret og agerer i områder, hvor elnettet er svagest, hvilket typisk er i tyndtbefolkede områder. Det er således mest sandsynligt, at et lokalt energifællesskab vil opleve en besparelse i (de lokale) nettariffer.
Besparelse i eludgiften/indtægt ved elsalg Elpriserne varierer over døgnets timer. Hvis et energifællesskab optimerer deres forbrug ved at tænke over, hvornår de forbruger den elektricitet, de må købe fra nettet, så vil deltagerne i energifællesskabet formentligt kunne opnå en samlet besparelse på deres elregning. Desuden vil særligt energifællesskaber, der råder over en lagringskapacitet, kunne spekulere i, hvornår de sælger deres overskudsproduktion fra lagringskapacitet til elmarkedet, således at de sælger el til nettet, når der er høj efterspørgsel og derved høj elpris, mens de lagrer overskudskapaciteten, når der er lav efterspørgsel og derved lav elpris. På den måde vil energifællesskabet få højest mulig indtægt for den elektricitet, de sælger til det kollektive elnet. Dette vil endvidere være med til at stabilisere elnettet.
Salg af fleksibilitetsydelser Det kan ikke udelukkes, at energifællesskaber i fremtiden vil kunne modtage betaling for at sælge fleksibilitetsydelser til elnettet.

Sociale fordele

Lokalt engagement De sociale fællesskabsfordele ved et energifællesskab er mindre åbenlyse at få øje på, men vi forestiller os, at fordelene især kommer til udtryk ved et øget lokalt engagement og opbakning, som derved styrker lokalsamfundet og tilhørsforholdet. Dernæst kan energifællesskaber være med til at give almindelige borgere en mulighed for aktivt at deltage i den grønne omstilling og give dem en stemme i debatten, hvilket alt andet lige er med til at styrke det lokale engagement og demokrati.
Lokalt ejerskab Et energifællesskab kan give almindelige borgere mulighed for at deltage i den grønne omstilling. Lokalt ejerskab kan også være med til at generere nogle lokale arbejdspladser i forbindelse med etableringen og driften af energianlæggene, hvilket kan være med til at øge den sociale velstand i lokalsamfundet.
Midler fra grøn pulje I forbindelse med opstilling af landbaserede VE-anlæg vil der desuden skulle betales et beløb til en grøn pulje, som den eller de tilknyttede kommuner administrerer. Midler fra den grønne pulje kan fx anvendes til at etablere nye grønne områder i lokalområdet i form af parker eller naturområder, hvilket også kommer borgerne i området til gavn. Dette er selvfølgelig ikke en unik fordel ved energifællesskaber, da disse regler gælder for alle opstillere af VE-anlæg på land.

 

Opsummering

Ovenfor har vi nævnt nogle af de fordele, som vi mener, at et energifællesskab (potentielt) kan give anledning til. Det er dog vigtigt at understrege, at lovgivningen om energifællesskaber stadig er forholdsvis ny, og at erfaringsgrundlaget med energifællesskaber derfor er meget spinkelt. I takt med at energifællesskaber udbredes, kan der derfor opstå nogle nye fordele eller ulemper, som vi ikke havde forudset. Derudover finder vi det sandsynligt, at lovgivningen på området kommer til at udvikle sig i takt med, at lovgivningens uhensigtsmæssigheder eller uklarheder kommer for dagens lys.

 

 

Hvad er udfordringerne ved energifællesskaber?

I afsnittet ovenfor har vi beskrevet de fordele, som vi mener, at et energifællesskab kan give anledning til. Selvom lovgivningen om energifællesskaber har til formål at fremme den grønne omstilling ved blandt andet at sikre en større andel af vedvarende energi i Danmark, mener vi desværre også, at lovgivningen giver anledning til nogle uhensigtsmæssigheder for deltagerne i energifællesskabet. Nedenfor har vi derfor oplistet og fremhævet 3 overordnede udfordringer, som de potentielle deltagere i et energifællesskab skal være opmærksomme på:

  • Investeringsrisikoen
  • Administrative krav
  • Kompleksiteten og usikkerhed ved lovgivningen

 

Investeringsrisiko

Investeringen i energianlæg er bekosteligt, og der vil altid være en investeringsrisiko forbundet hermed. Hertil kommer, at det i sig selv kan være vanskeligt at opnå finansiering til større energiprojekter. Hvis et energifællesskab etablerer sine egne energianlæg, vil deltagerne i energifællesskabet skulle forholde sig til den hertil hørende investeringsrisiko. For selv hvis investeringen bliver foretaget af det samlede energifællesskab, det vil sige selve selskabet, så vil investeringen i energianlæggene formentligt indebære, at deltagerne i energifællesskabet i en længere årrække må acceptere højere priser på den el, de modtager fra disse elproduktionsanlæg. De forhøjede omkostninger kan særligt forventes, hvis energianlæggene finansieres ved fremmedfinansiering (fx bankfinansiering). Hvis finansieringen af energianlæggene kommer (delvist) fra deltagerne i energifællesskabet, vil deltagerne i endnu højere grad skulle forholde sig til den investeringsrisiko, der er forbundet hermed, og ved ulemperne ved at binde deres kapital.

 

Administrative krav

Der findes en lang række administrative krav, som alle virksomheder, der opererer på elområdet, pålægges i forbindelse med deres respektive aktiviteter. Sådanne administrative krav er fx regler om balanceansvar, krav om forbrugeroplysning, krav om rapportering til myndighederne mv. Disse administrative krav er nogle generelle krav, der gælder for alle virksomheder, når de udøver forskellige aktiviteter på elområdet. Energifællesskaber er ikke blevet undtaget fra disse regler, hvilket betyder, at energifællesskaberne vil skulle overholde de samme krav, som de mere professionelt drevne elforsyningsvirksomheder. Vi forudser, at dette bliver en udfordring for energifællesskaberne, fordi energifællesskaber vil bestå af almindelige borgere, små virksomheder og måske en kommune, hvilket betyder, at de ofte ikke vil have samme professionalisme og ressourcer, som de kommercielle elforsyningsvirksomheder. I tillæg hertil er reglerne på elområdet og forpligtelserne forbundet hermed meget komplekse. Vi forudser derfor, at det bliver en væsentlig hindring og udfordring for energifællesskabers adgang til elmarkedet, at de er underlagt samme administrative krav og regler, som de andre aktører på elmarkedet. En række af disse administrative krav kan energifællesskabet naturligvis få hjælp til at håndtere eller få andre til at håndtere for sig, men dette vil naturligvis være forbundet med yderligere omkostninger for energifællesskabet.

 

Kompleksiteten og usikkerhed ved lovgivningen

I tråd med ovennævnte udfordring vil vi slutteligt nævne, at vi mener, at kompleksiteten ved lovgivningen om energifællesskaber og den usikkerhed, der er forbundet med rækkevidden og fortolkningen heraf, kan blive en væsentlig udfordring for energifællesskaber. Som tidligere nævnt er lovgivningen om energifællesskaber forholdsvis ny i Danmark. I tillæg hertil er der etableret ganske få energifællesskaber i Danmark, hvorfor der er et meget spinkelt erfaringsgrundlag med den praktiske anvendelse af reglerne. I forlængelse heraf findes der begrænset praksis på området, hvilket indebærer, at fortolkningsbidragene til forståelsen af reglerne er meget begrænsede. Dette er problematisk, særligt når reglerne om energifællesskaber skaber rum til fortolkning, tvivl og gråzoner. Det er generelt problematisk, når lovgivningen giver anledning til fortolkning, tvivl og gråzoner, da det skaber utryghed og usikkerhed for den eller de personer, der er omfattet af loven. Denne utryghed eller usikkerhed kan afskrække nogle fra at kaste sig ud i at etablere et energifællesskab, fordi de frygter, at de bliver ”forsøgskaniner”. Vi vurderer derfor dette som en væsentlig udfordring for energifællesskabers udbredelse, da det gør det vanskeligt for energifællesskaberne at navigere inden for lovgivningens rammer.

 

 

Hvilke overvejelser skal man gøre sig, inden man etablerer et energifællesskab?

Nedenfor har vi oplistet en række afklarende spørgsmål, som man bør stille sig selv, inden man etablerer et energifællesskab:

  1. Hvorfor vil vi gerne etablere et energifællesskab – hvad er formålet?
  2. Hvem skal kunne deltage i energifællesskabet, og skal der være nogen begrænsning i vedtægterne?
  3. Hvilken form for elproducerende anlæg skal energifællesskabet etablere?
  4. Hvordan finansieres energifællesskabets elproducerende anlæg?
  5. Hvilken type energifællesskab skal der oprettes (VE-fællesskab eller borgerenergifællesskab)?
  6. Hvilken selskabsform skal energifællesskabet have?
  7. Hvilke aktiviteter skal energifællesskabet beskæftige sig med?
  8. Hvordan ser businesscasen ud for deltagerne i energifællesskabet?

 

 

Er du interesseret i at vide mere?

Denne artikel er en del af en artikelrække, hvor vi dykker dybere ned i lovgivningen og rammerne for energifællesskaber. Hold derfor øjne med vores kanaler, hvor vi løbende vil publicere nye artikler om emnet.

 

Brug for hjælp?

Vil du vide mere om muligheden for at etablere et energifællesskab, eller om de praktiske og juridiske aspekter forbundet hermed, er du velkommen til at kontakte én fra vores energi- og forsyningsteam.

Kontakt Anna Meldgaard Petersen på tlf. 42 13 42 43 eller amp@hulgaardadvokater.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Peter Lunau Larsen

Partner, advokat
Mobil: +45 51 15 85 15
pll@hulgaardadvokater.dk

Kristine Wagner

Partner, advokat (L)
Mobil: +45 40 80 64 20
kw@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen

Partner, afgiftsspecialist
Mobil: +45 42 13 42 44
bm@hulgaardadvokater.dk

Anna Meldgaard Petersen

Advokat 
Mobil: +45 42 13 42 43
amp@hulgaardadvokater.dk

Marcus Gangdal

Advokat
Mobil: +45 42 13 42 47
maj@hulgaardadvokater.dk

Niklas Nyborg
Advokat
Mobil: +45 42 13 42 41
nny@hulgaardadvokater.dk
Øjvind Hulgaard

Partner, advokat (L)
Tel.dir.: +45 38 40 42 44/38 40 42 45
Mobil: +45 28 19 39 93
hu@hulgaardadvokater.dk

Energibeskatning og overskudsvarme fra pyrolyse

Blog

Energibeskatning og overskudsvarme fra pyrolyse

Skatterådet har i et nyt offentliggjort bindende svar taget stilling til energibeskatningen af overskudsgas fra en pyrolyseproces.

Hulgaard Advokater har rådgivet i sagen.

 

Baggrund

I den konkrete situation afbrændte virksomheden overskudsgassen i en flare, hvilket ikke giver anledning til nogen energibeskatning.

Virksomheden overvejede derfor i stedet at afbrænde gassen i en kedel for at kunne afsætte varmen herfra til et nærliggende fjernvarmeværk. På den måde blev energien i gassen i det mindste udnyttet.

Alternativt overvejede virksomheden af afbrænde gassen i et motoranlæg, med henblik på kraft-varmeproduktion. Derved ville en del af virksomhedens egetforbrug af elektricitet i pyrolyseprocessen kunne dækkes herfra, og samtidigt ville restvarmen fra motoren kunne afsættes til varmeværket.

Det bindende svar var vigtigt for virksomheden, idet virksomheden ville være sikre på, at der ikke opstod en fuld energibeskatning af pyrolysegassen, hvis energien blev afsat til fjernvarmeværket.

 

Afbrænding af pyrolysegas i en kedel

Det bindende fastslår at afbrænding af pyrolysegas i en kedel, skal anses som en renseproces, mens udnyttelsen af varmen fra forbrændingsprocessen skal behandles som overskudsvarme.

Konsekvensen er dermed at virksomheden skal betales procesafgift og CO2 afgift af gasforbruget (som følge af renseprocessen), mens varmen fra forbrændingsprocessen kan blive afgiftsfritaget, i overensstemmelse med reglerne for certificeret overskudsvarme.

Med andre ord, får en udnyttelse af energien i pyrolysegassen den effekt, at der opstår en CO2 og procesenergibeskatning, hvor der ikke opstår beskatning hvis gassen blot brændes af i en flare.

Dette forekommer umiddelbart som en vidtgående konsekvens, at der opstår en beskatning når varmen bliver udnyttet, mens der ikke opstår nogen beskatning når gassen bliver brændt af.

Når det er sagt, er Skatterådet afgørelse i god overensstemmelse med energibeskatningsreglerne, og de normale afgiftsretlige systematik.

Skatterådets bindende svar er – efter vores opfattelse – imidlertid for vidtgående når man læser deres opfattelse af hvordan afbrændingen af pyrolysegassen i motoranlægget skal behandles.

 

Afbrænding af pyrolysegas i et motoranlæg

Det var vores opfattelse, at det var underordnet for den afgiftsmæssige behandling af varmen fra mortoralægget, om gassen blev afbrændt i en kedel eller et motoranlæg.

Skatterådet udtaler imidlertid, at når afbrændingen sker i et motoranlæg, så skal kraftvarmereglerne anvendes, med den konsekvens at varmen fra motoranlægget bliver beskattet med fuld energibeskatning – dvs. fuld gasafgift og CO2 afgift.

Skatterådets bindende svar får dermed den effekt, at pyrolysegassen bliver behandlet som almindelig naturgas eller andet brændsel, der indfyres i et kraftvarmeanlæg, hvor varmen fra anlægget udnyttes til opvarmning af rum.

Det er vores opfattelse, at Skatterådet tilsidesætter det faktum, at forbrændingen i motoranlægget sker af nøjagtigt samme hensyn som ved forbrændingen i kedlen – at bortskaffe gassen, og dermed gennemføre en renseproces.

 

Afsluttende bemærkninger

Det er væsentligt at påpege, at den afgiftsmæssige behandling af pyrolysegassen havde en meget tæt sammenhæng med kravene til virksomhedens håndtering af pyrolysegassen, i virksomhedens miljøgodkendelse.

Således udtalte kommunen som miljømyndighed, at miljøtilladelsen stillede krav om afbrænding af pyrolysegassen ved en høj forbrændingstemperatur, for at sikre en effektiv forbrænding heraf og lav CO2 emission, og at de fastsatte krav var for at sikre en forsvarlig bortskaffelse af pyrolysegassen. Kommunen udtalte endvidere at det var mest korrekt at anse forbrændingen af gassen som en sammenhængende og helt integreret del af den samlede rensning.

Det er netop heri det springende punkt er, mellem at anse gassen som en primær energi der blot anvendes til energifremstilling (med deraf fuld beskatning) eller om energien opstår i en renseproces.

Du kan læse mere i det bindende svar her 

 

Hulgaard Advokater har gennem mange år arbejdet med energibeskatning af industrien og forsyningssektoren, og har et flere gange rykket praksis for overskudsvarmebeskatning.

Du er velkommen til at kontakte Peter Lunau Larsen på tlf. 51 15 85 15 eller pr. mail pll@hulgaardadvokater.dk  eller Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller pr. mail bm@hulgaardadvokater.dk.

 

Peter Lunau Larsen

Partner, advokat
Mobil: +45 51 15 85 15
pll@hulgaardadvokater.dk

Bettina Mikkelsen

Partner, afgiftsspecialist
Mobil: +45 42 13 42 44
bm@hulgaardadvokater.dk