Er du vores nye stud.jur./stud.merc.jur.
til Energi- og Forsyningsteamet i Aarhus?

Vi har travlt med spændende opgaver!
Er du en ambitiøs og dygtig stud.jur. eller stud.merc.jur., der er interesseret i klima og grøn omstilling, har du derfor nu mulighed for at blive en del af vores energi- og forsyningsteam i Hulgaard Advokater.
Vi kan tilbyde et udviklende og studierelevant job, hvor vi har fokus på at give dig værktøjer og erfaring, som er med til at styrke din fremtidige karriere. Du får erfaring vedrørende reguleringen af energi- og forsyningsområdet, og du kommer til at arbejde med nogle af landets største produktions- og forsyningsvirksomheder.
Jobbet og din profil
Som studentermedhjælper i energi- og forsyningsteamet får du mulighed for at videreudvikle dine juridiske evner i et dynamisk og dedikeret team.
Du vil bl.a. få ansvaret for den løbende indsamling af faglige nyheder inden for området samt deltage ved udarbejdelse af nyhedsbreve og udsøgning af relevante virksomheder. Du kommer også til at beskæftige dig med konkrete juridiske opgaver i teamet sammen med vores andre studerende.
Reguleringen af energi- og forsyningsområdet er teknisk og juridisk tungt stof. Ud over at være en dygtig studerende, er det derfor centralt, at du har interesse for klimaagendaen, energiproduktion og tekniske forhold. Det er en fordel, hvis du har stor erfaring med Excel.
Som person er du udadvendt, ambitiøs og har let til smil, og så skal du være frisk på at tage en udfordring, når lejligheden byder sig. Du skal også være dygtig til at omsætte fagsprog og paragraffer til forståeligt sprog.
Vi forestiller os, at du er på sidste år af din BA.merc. jur. eller BA. jur. og har lyst til 1 dag om ugen at afprøve kræfter med juridiske opgaver og at være en del af et team med en stærk holdånd.
Du tilrettelægger selv dine arbejdsdage og kan holde fri i eksamensperioder.
Vi tilbyder
Et spændende studiejob med høj grad af frihed og spændende opgaver.
Hvem vi er
Hulgaard Advokater er et advokatfirma i vækst med kontor i Aarhus, Kolding og Storkøbenhavn. Vi har stor fokus på specialisering, hvor kunden er i centrum. Energi og Forsyning indgår som et stærkt forretningsområde. Vores dagligdag er præget af en uformel omgangstone og fleksibilitet, og vi har en udpræget tillidsbaseret tilgang til hinanden.
Vores rådgiverteam består af personer med forskellig baggrund, og det er derfor ikke en forudsætning for at arbejde hos Hulgaard Advokater, at du ønsker at blive advokat.
Vi er et engageret team, som vægter vores værdier og arbejdsglæde højt. Du vil således blive en del af et stærkt fællesskab og altid have en kollega at sparre med. Så, drømmer du om at være en del af et dedikeret team, hvor det er sjovt og udviklende at gå på arbejde, så er det dig, vi leder efter.
Mere om os
Her på vores hjemmeside kan du læse mere om, hvordan det er at være en del af vores team. Du er også meget velkommen til at kontakte erhvervsjuridisk rådgiver Troels Bagger Hviid på tlf. 28108668, hvis du vil høre mere om stillingen.
Ansøgningsfrist og kontakt
Vi har brug for dig med det samme og glæder os til at modtage din ansøgning.
Vi indkalder løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt til erhvervsjuridisk rådgiver Troels Bagger Hviid på tbh@hulgaardadvokater.dk vedhæftet relevante bilag.
Du er også velkommen til at ansøge med video, hvor du præsenterer dig selv og lidt om din baggrund for at søge stillingen.