Internet Explorer viser ikke vores hjemmeside optimalt. Vi anbefaler, at du i stedet bruger en anden browser, f.eks.

Chrome

.

Blog

Har du fået afslag på ekstraordinær genoptagelse?

3.05.22 | Skatteproces, Skatter og afgifter

Som skatteadvokat får jeg i gennemsnit 1-2 henvendelser om ugen, hvor en skatteyder har fået afslag fra Skattestyrelsen på genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår.

Der er altså tale om, at skatteyderen efterfølgende ønsker at få ændret en tidligere skatteansættelse – fx på grund af et glemt fradrag eller ændring af en skønsmæssig ansættelse.

Det burde jo være ret ligetil at få ændret en gammel skatteansættelse, hvis skatteyderen efterfølgende kan dokumentere, at skatteansættelsen har været forkert. Men sådan er det desværre ikke. Det skyldes, at hvis man ikke anmoder om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde indkomstår efter det pågældende indkomstårs udløb, så springer fristen for en ordinær genoptagelse.

Det betyder altså, at en anmodning om genoptagelse for indkomståret 2018 skal være Skattestyrelsen i hænde senest den 1. maj 2022. Hvis denne frist overskrides, så ryger man ind i reglerne om ekstraordinær genoptagelse, hvor en række betingelser skal være opfyldt for at få genoptaget sin skatteansættelse.

 

Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er bl.a.:

 For det første skal der foreligge ”særlige omstændigheder”. Dette begreb fortolkes desværre meget restriktivt af Skattestyrelsen og domstolene, hvorfor man kun meget sjældent kommer igennem med, at der foreligger sådanne ”særlige omstændigheder”. Hovedområdet for dette er ansvarspådragende fejl fra Skattestyrelsen side. Skatteyderen vil typisk gøre gældende, at der foreligger en fejl fra Skattestyrelsens side, idet skatteansættelsen er forkert. Det er imidlertid ikke nok, idet der skal være tale om en fejl i forhold til de oplysninger, som Skattestyrelsen var i besiddelse af på ansættelsestidspunktet. Hvis der eksempelvis er tale om et glemt fradrag, som Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af på ansættelsestidspunktet, så vil der ikke være tale om fejl fra Skattestyrelsens side, at der ikke er givet fradrag i skatteansættelsen, da Skattestyrelsen jo netop ikke kendte til dette fradrag.

 For det andet skal skatteyderen have indsendt anmodningen om genoptagelse senest 6 måneder efter, at skatteyderen er kommet til kundskab om den urigtige skatteansættelse. Skattestyrelsen vil typisk gøre gældende, at fristen er sprunget 6 måneder efter, at den urigtige skatteansættelse er landet i skatteyderens skattemappe, hvorfor fristen i langt de fleste tilfælde anses for sprunget. Der er imidlertid tale om en fejlagtig fortolkning af bestemmelsen, da det afgørende er, hvornår skatteyderen subjektivt er kommet til kundskab om den urigtige skatteansættelse. Hvis skatteyderen således ikke har tjekket sin skattemappe fx pga. sygdom, stress eller andre forhold, så vil 6-måneders fristen først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor skatteyderen reelt får kundskab til den forkerte skatteansættelse. Det efterlader dog ofte skatteyderen med bevismæssige problemer, idet Skattestyrelsen som nævnt oftest vil fastholde, at når skatteansættelsen er modtaget i skattemappen, så har skatteyderen også fået kundskab til den.

Det er desværre sådan, at Skattestyrelsen i langt de fleste tilfælde giver afslag på ekstraordinær genoptagelse på baggrund af manglende overholdelse af ovenstående to betingelser. Det kan ofte virke grænseoverskridende og krænkende for retsfølelsen for skatteyderen (og advokaten!), idet skatteyderen kan dokumentere, at den gamle skatteansættelse er forkert. Hvorfor kan jeg så ikke få den ændret?

 

Hulgaard Advokater har indgående kendskab til førelse af disse sager og kan derfor hjælpe dig med en vurdering af din sag og en påklage af dit afslag på ekstraordinær genoptagelse, hvis vi vurderer, at sagen kan føres med et fornuftigt resultat for dig.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lars Lauge Nielsen på tlf. 38 40 42 24 eller lln@hulgaardadvokater.dk.

 

Kolding, den 29. april 2022

Lars Lauge Nielsen

 

 

 

Lars Lauge Nielsen

Advokat (L)
Tel.dir.: +45 38 40 42 24
Mobil: +45 40 80 64 24
lln@hulgaardadvokater.dk