Vælg en side
EN

Menu

Grund til bekymring om hjemmearbejde?

5. juni 2025 —
7 min læsetid
Grund til bekymring om hjemmearbejde?

Kristine Mølgaard Mogensen
Advokat
E: kmm@hulgaardadvokater.dk

Grund til bekymring om hjemmearbejde?

Pushpinder Kaur Mann
Jurist
E: pkm@hugaardadvokater.dk

Grund til bekymring om hjemmearbejde?

Højesteret har for nylig afsagt en dom, der har givet anledning til bekymring hos virksomheder i forhold til hjemmearbejde. Ifølge dommen bærer arbejdsgiver risikoen for skader, der er sket som følge af, at medarbejdere under udførelsen af arbejde fra en hjemmearbejdsplads falder over egne genstande, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som er en del af hjemmets indretning. I den konkrete sag var det således en arbejdsskade, da en medarbejder faldt over sin egen kasse i forbindelse med, at hun ville hente kaffe.

Sagen kort

Sagen vedrørte en medarbejder, der arbejdede hjemmefra den 8. december 2020. På et tidspunkt rejste hun sig fra sit skrivebord for at hente kaffe i køkkenet, og på vej tilbage fra køkkenet snublede hun over en kasse og kom alvorligt til skade med bl.a. et skulderbrud.

Skaden blev anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der afviste, at der var tale om en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringslovens (ASL) § 5, på trods af at være enige i, at kaffebrygningen var naturligt forbundet med medarbejderens arbejde, og at ulykken derfor skete, mens hun udførte arbejdsrelaterede opgave. Begrundelsen var, at ”skadens indtræden ikke var forårsaget af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik.” 

Tom
Arbejdsskadesikringslovens § 5

Ved arbejdsskade i denne lov forstås ulykke […] og erhvervssygdom […], der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under […]

Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen og senere byretten, som begge kom til samme resultat.

Landsrettens afgørelse

Herefter blev sagen anket til landsretten, der fandt, at medarbejderens fald var en følge af de forhold, arbejdet foregik under, og at der derfor var tale om en arbejdsskade.

Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at den omhandlede kasse havde stået på gulvet det pågældende sted i ca. et år uden at give anledning til problemer, og at kassen ikke var placeret i strid med instruktioner fra arbejdsgiveren eller placeret på en sådan måde, at medarbejderen måtte være nærmest til at bære risikoen for skaden

Retten udtalte, at arbejdsgiveren var nærmest til at bære risikoen for skader som følge af fald over kassen i forbindelse med medarbejderens naturlige færden mellem sin hjemmearbejdsplads og sit køkken under udførelsen af sit pålagte hjemmearbejde.  

Højesterets dom

Højesteret udtalte herefter, at medarbejderen var i gang med sit arbejde, og ikke med private gøremål, da hun faldt. Det forhold, at hun faldt over en privat genstand, kunne ikke medføre en ændring af udgangspunktet om, at når en ulykke sker, mens en person er i gang med sit arbejde – også hjemmefra – er der tale om en arbejdsskade, idet arbejdsgiveren også har ansvar for indretning og et sundt og sikkert arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen.

Efter Højesterets opfattelse må arbejdsgiveren som led i det objektive ansvar efter ASL bære risikoen for skader, der er sket som følge af, at medarbejdere under udførelsen af arbejde fra en hjemmearbejdsplads falder over egne genstande, som ikke har noget med arbejdet at gøre, men som er en del af hjemmets indretning.

Højesteret fandt således ikke anledning til at fravige udgangspunktet om arbejdsgiverens objektive ansvar i den konkrete sag, og konkluderede på denne baggrund, at medarbejderens skade var en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet blev udført under, og dermed omfattet af ASL § 5.

Skal arbejdsgivere være bekymret for dommens resultat?

Flere arbejdsgiverforeninger m.fl. har været ude og advare mod hjemmearbejde. I Hulgaard Advokater mener vi imidlertid ikke, at der foreløbig er grund til at drage så hastige konklusioner.

Det er vigtigt at se dommen i et større perspektiv og kigge på nuancerne, inden man som arbejdsgiver træffer beslutninger om at begrænse hjemmearbejde. Nedenfor har vi ridset nogle væsentlige forhold op, som kan nuancere beslutningsgrundlaget ift. hjemmearbejde.

 

Grund til bekymring om hjemmearbejde?

 

1. Arbejdsmiljøreglerne gælder udenfor arbejdspladsen

Arbejdsmiljøreglerne pålægger i forvejen arbejdsgiveren et ansvar for at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø for medarbejdere, der arbejder hjemme. Det er således ikke noget nyt, at arbejdsgiveren kan blive ansvarlig for skader, som medarbejderen pådrager sig under hjemmearbejde.

Risikoen for arbejdsskader vil næppe blive mindre ved, at man som arbejdsgiver begrænser eller forbyder hjemmearbejde, da almindelige faldulykker o. lign. lige så vel kan ske på arbejdspladsen som i hjemmet, hvis der ellers er almindeligt ryddet.

Det er også vigtigt at huske på, at mange mennesker har deres daglige arbejde udenfor arbejdspladsen som fx politibetjente, parkeringsvagter, social- og sundhedsmedhjælpere og socialrådgivere, der færdes i trafikken, private hjem m.v.

 

2. Dommen angår arbejdsgiverens objektive ansvar

Dommen tager ikke stilling til arbejdsgiverens personlige, selvstændige erstatningsansvar, men derimod arbejdsgiverens objektive ansvar efter ASL.

 

Tom
Arbejdsskadesikringslovens § 1

Formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade og at understøtte, at tilskadekomne i størst mulig udstrækning bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5-7, men arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader

Arbejdsgiverens objektive ansvar indebærer, at arbejdsgiveren er ansvarlig for arbejdsskader, som medarbejdere pådrager sig, selvom arbejdsgiveren ikke kan bebrejdes noget. Hvis en medarbejder fx snubler over en plante eller sine egne ben på arbejdspladsen, er arbejdsgiveren derfor ansvarlig. Og netop fordi arbejdsgiveren bærer denne risiko, har arbejdsgiveren pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring.

 

3. Betyder dommen så, at arbejdsgiveren er ansvarlig for alle skader, der sker under en hjemmearbejdsdag?

Nej, det er ikke tilfældet. For at skaden kan anerkendes som en arbejdsskade efter ASL, skal skaden være en følge af arbejdet eller de forhold arbejdet foregår under. Havde medarbejderen snublet over kassen på vej ud til postkassen for at tømme privat post, ville udfaldet af sagen formentlig have været anderledes, da medarbejderens færden i så fald ville være forårsaget af private forhold.

Hvorvidt en skade er en følge af arbejdet eller de forhold, arbejdet foregår under, beror således på en konkret vurdering.

I forbindelse med den netop afsagte dom, er det vigtigt at have i mente, at parterne var enige i, at det havde en naturlig forbindelse til arbejdet, at medarbejderen hentede kaffe, og at ulykken således fandt sted på et tidspunkt, hvor hun var i færd med at udføre sit arbejde. Der var altså ikke tale om et privat ærinde.

 

4. Kan man som arbejdsgiver læne sig tilbage og lade være med at gøre noget?

Hertil er svaret efter vores vurdering også et nej, da dommen viser, at det afgørende for, at der er tale om en arbejdsskade er, at skaden har forbindelse til arbejdet og ikke til arbejdsstedet. Som arbejdsgiver bør man derfor tænke hjemmearbejde ind i virksomhedens samlede arbejdsmiljøindsats for at sikre et trygt og sikkert arbejdsmiljø i medarbejdernes hjem, eventuel i dialog med medarbejderne. Dette kan bl.a. ske ved opstille klare retningslinjer for orden og ryddelighed ved hjemmearbejdspladsen samt tilgangen til og fra køkken samt toilet.

Derudover bør man som arbejdsgiver undersøge omfanget af ens forsikringsdækning for at sikre, at ens forsikringer har en bred dækning af ulykker, der kan ske under hjemmearbejde. Jo flere skader, der er omfattet af ens forsikringer, jo mindre risiko er der for, at arbejdsgiveren bliver mødt af en selvstændigt erstatningskrav, som ikke er forsikringsdækket.

Hulgaard Advokaters øvrige kommentarer

Højesteret har med dommen bidraget til, at arbejdsmiljøreglerne følger med samfundsudviklingen og den stigende tendens med hjemmearbejde.

Dommen er efter vores vurdering både naturlig og nødvendig for at sikre medarbejdernes sundhed og sikkerhed i en tid, hvor hjemmearbejde fylder mere og mere.

Som arbejdsgiver skal man være opmærksom på den risiko, der er, når medarbejdere arbejder hjemme, hvorfor man bør tage hånd om det ved tilrettelæggelse af arbejdsmiljøet på virksomheden.

Det er dog samtidig vigtigt at huske på, at hjemmearbejde ikke kun er et medarbejdergode, men at det også giver mange virksomheder en række fordele som fx fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, der kan øge effektiviteten og produktiviteten, løsning af arbejdsopgaver i situationer, hvor alternativet havde været, at en medarbejder ikke kan arbejde, fastholdelse og rekruttering af medarbejdere, økonomisk gevinst ved besparelse på kontorplads, frokost m.v.

Hos Hulgaard Advokater forventer vi ikke, at dommen vil medføre, at antallet af skader, der vil blive anmeldt til arbejdsskadeforsikringer, vil stige voldsomt, da medarbejdere kan falde både på arbejdspladsen og på hjemmearbejdspladsen på vej hen for at hente kaffe.

 

Har din virksomhed behov for rådgivning om tilrettelæggelse af arbejdsmiljøet, er du velkommen til at Kristine Mølgaard Mogensen på tlf. 38 40 42 40 eller kmm@hulgaardadvokater.dk, hvis du har brug for rådgivning.