Vælg en side
EN

Menu

Når Skattestyrelsen reagerer på indsætninger på din bankkonto

10. oktober 2025 —
5 min læsetid
Når Skattestyrelsen reagerer på indsætninger på din bankkonto

Selina Musa
Erhvervsjuridisk fuldmægtig
E: sm@hulgaardadvokater.dk

Indsætninger på bankkonti er en af de hyppigste årsager til, at Skattestyrelsen indleder en kontrolsag mod en skatteyder. Men hvad betyder det egentlig, når du modtager et brev om, at Skattestyrelsen ønsker at undersøge indsætninger på din konto, og hvad skal du være opmærksom på?

Hvad er en “indsætning”?

En indsætning er enhver overførsel, kontant indbetaling eller anden form for tilførsel af midler til din bankkonto. Det kan f.eks. være:

  • Salg af en brugt bil, cykel mv.
  • Tilbagebetaling af lån fra venner eller familie
  • Kontanter fra private handler, som f.eks. loppemarkeder
  • MobilePay-overførsler
  • Udbetalinger fra udlandet
  • Virksomhedsindtægter

Skattestyrelsen reagerer ofte på indsætninger, fordi det kan være et tegn på udeholdt (skattepligtig) indkomst. Det vil sige indkomst, som burde være indberettet og beskattet.

Når Skattestyrelsen reagerer på indsætninger på din bankkonto

 

Hvornår opstarter Skattestyrelsen en sag?

Skattestyrelsen får adgang til bankoplysninger bl.a. via bankernes indberetningspligt. Hvis de identificerer større eller gentagne indsætninger, som ikke umiddelbart stemmer med de oplysninger, de har om din indkomst, kan de beslutte at starte en kontrol.

Du kan f.eks. blive kontaktet, hvis:

  • Der er større kontantindsætninger
  • Der er hyppige overførsler fra udlandet
  • Din livsstil (køb, rejser, bil mv.) ikke synes at matche din registrerede indkomst

 

Hvad sker der, når du bliver kontaktet?

Typisk vil du modtage et materialeindkaldelsesbrev, hvor Skattestyrelsen oplyser, at de har registreret indsætninger på din konto og ønsker dokumentation for, hvor pengene kommer fra. Det er dig som skatteyder, der har bevisbyrden. Det vil sige, at det er dit ansvar at dokumentere, at indsætningerne ikke stammer fra skattepligtig indkomst.

Du skal kunne dokumentere:

  • Hvem pengene kommer fra
  • Hvorfor de er overført
  • Om det er lån, gaver eller betalinger – og dokumentere det

Hvis du ikke kan dokumentere indsætningerne tilfredsstillende, vil Skattestyrelsen normalt vælge at beskatte beløbene som personlig indkomst.

 

Tom
Typiske faldgruber
  • Manglende dokumentation: En mundtlig aftale med en ven om et lån er ikke tilstrækkelig. Du skal have overførselshistorik, lånedokumenter, mv.
  • MobilePay og kontanter: Mange tror fejlagtigt, at små beløb ikke har betydning. Gentagne småbeløb kan dog anses som skattepligtig virksomhed.

Hvad bør du gøre?

  1. Gem dokumentation: Gem altid dokumentation for større beløb, du modtager – uanset om det er gaver, lån, eller andet.
  2. Svar grundigt: Uforklarlige eller mangelfuldt dokumenterede indsætninger kan føre til skønsmæssige ansættelser af din skattepligtige indkomst og evt. bøde.
  3. Overvej professionel hjælp: Hvis sagen er kompleks, eller du er i tvivl om din sag, bør du overveje at kontakte en skatterådgiver.

Når Skattestyrelsen reagerer på indsætninger på din bankkonto

Har du behov for hjælp?

Indsætninger på din bankkonto er ikke i sig selv ulovlige, men manglende dokumentation kan få skattemæssige konsekvenser. Men bare rolig, du behøver ikke at stå med det alene. Hulgaard Advokater har specialiserede rådgivere og advokater, som kan hjælpe dig gennem processen og sikre en korrekt håndtering.

Kontakt Erhvervsjuridisk Fuldmægtig, Selina Musa, sm@hulgaardadvokater.dk, eller Advokat, Lars Lauge Nielsen, lln@hulgaardadvokater.dk