Opdatering af ’’standardhus’’ på vej: betydning for fastsættelse af forbrugerprisloft for fjernvarme
Energistyrelsen har sendt en ændringsbekendtgørelse i høring, som opdaterer definitionen af det såkaldte ’’standardhus’’, der anvendes til at beregne forbrugerprisloftet for individuel varmeforsyning.
De nye værdier for standardhuset:
- Areal: Standardhuset defineres nu som en bolig på 125 m². Dette er en opdatering fra den tidligere 130 m².
- Årsforbrug: Årsforbruget er blevet korrigeret til 13,4 MWh. Dette er en opdatering fra det tidligere varmeforbrug på 18,1 MWh. Det skal bemærkes, at en tidligere høring i maj 2025 foreslog 14 MWh, men dette blev justeret i en ny høring den 3. juni 2025 på grund af en opdaget fejl i analysen af rækkehuse.
Hvorfor en opdatering?
Baggrunden for opdateringen er lovændringen om øget gennemsigtighed i varmeforsyningen og indførslen af forbrugerprisloftet (Lov nr. 1678 af 30-12-2024). I den forbindelse blev det besluttet, at Energistyrelsen skulle analysere og revidere definitionen af standardhuset.
Den tidligere definition har været uændret siden 1980’erne og har dermed ikke afspejlet de faktiske forhold i danske boliger, hverken i forhold til størrelse eller varmeforbrug. Det har ført til et misvisende billede af de reelle omkostninger ved fjernvarme. Den nye opdatering skal derfor sikre, at Forsyningstilsynets beregninger af prisloftet i højere grad afspejler virkeligheden.
Prisloftet fastsættes årligt af Forsyningstilsynet og udgør et landsdækkende loft over den gennemsnitlige forbrugerpris på fjernvarme. Prisloftet beregnes ud fra omkostningerne til individuel varmeforsyning baseret på vedvarende energi – helt konkret ved at tage udgangspunkt i omkostningerne, der er forbundet med at købe, installere og anvende en individuel luft-til-vand varmepumpe til opvarmning af et standardhus.
Hvad betyder det for forbrugerne?
Den konkrete varmepris, som den enkelte forbruger oplever, vil fortsat blive beregnet på baggrund af det lokale fjernvarmeværks faktiske omkostninger. Selve prisen for den enkelte forbruger ændres derved ikke direkte af definitionen. Der er tale om at skabe et forbedret sammenligningsgrundlag i forhold til alternative opvarmningsformer.
Med den nye definition (125 kvm, 13,4 MWh) er den årlige standardomkostning for fjernvarme til et standardhus f.eks. beregnet til 13.862 kr. pr. 1. januar 2025, sammenlignet med ca. 15.970 kr. med den tidligere definition (130 kvm, 18,1 MWh).
Det er således disse værdier, som Forsyningstilsynets fremadrettede beregninger af forbrugerprisloftet skal tage udgangspunkt i, når ændringsbekendtgørelsen træder i kraft. Det betyder at den nye definition af standardhuset vil gælde, når forbrugerprisloftet fra 2026 udarbejdes.
Den videre proces:
Energistyrelsen har gennemført to høringsrunder vedrørende ændringsbekendtgørelsen (d. 8. maj 2025 og d. 3. juni 2025). Fristen for høringssvar til den seneste bekendtgørelse var d. 30. juni 2025. Du kan tilgå høringen og bekendtgørelsesændringen her.
Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. september 2025.
Brug for hjælp?
Hulgaard Advokater hjælper virksomheder indenfor energisektoren med at navigere i reguleringen på området. Har du brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller pr. mail bm@hulgaardadvokater.dk eller Lisa Ewers på tlf. 42 13 42 45 eller pr. mail le@hulgaardadvokater.dk.