Astrid Reymann Bødker
Kontakt
M: +45 42 13 42 11
E: arb@hulgaardadvokater.dk
Om Astrid
Jeg blev færdiguddannet jurist fra Københavns Universitet i juni 2025, og startede den 1. september 2025 som advokatfuldmægtig hos Hulgaard Advokater.
Kontoret var dog ikke helt nyt for mig, da jeg startede som stud.jur. sideløbende med, at jeg færdiggjorde mit speciale i foråret 2025.
Hos Hulgaard Advokater arbejder jeg særligt inden for fast ejendom og familie-/arveret.
I løbet af min studietid har jeg bl.a. arbejdet som stud.jur. ved en familie-/ arverets advokat og senere ved et mindre kontor i København, som beskæftiger sig med principielle sager af samfundsmæssig betydning. Derudover var jeg, inden min ansættelse som stud.jur. hos Hulgaard Advokater, på et udvekslingsophold til Osgoode Hall Law School i Toronto.
Jeg arbejder på kontoret i Ballerup.
Hvorfor valgte du at læse jura?
Som barn havde jeg en meget udtalt retfærdighedssans, og jeg har altid været meget optaget af, at alle skal have lige rettigheder. Derfor stod det også klart for mig, efter en kort praktik i 8. klasse ved et større advokatkontor i København, at jeg ville læse jura.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
En typisk arbejdsdag starter med, at jeg kort tjekker ind med de kollegaer, der er på kontoret. Derefter laver jeg en liste over dagens opgaver for at skabe overblik. Herefter laver jeg typisk de tungere fordybelsesopgaver, som kræver et friskt hoved om formiddagen og de knap så tunge opgaver om eftermiddagen – alt afhængigt af hvor mange andre opgaver, der kommer ind i løbet af dagen, og hvilke møder mv. der er planlagt i kalenderen.
Hvilke kompetencer skal man have i dit job?
Som advokatfuldmægtig er det vigtigt at kunne håndtere mange opgaver samtidigt og trives i en hverdag, hvor ingen dage er helt ens. Da man altid arbejder sammen med en jurist, som har det overordnede ansvar for sagen, er det afgørende, at man løbende følger op og holder sig orienteret i sagerne.
Derudover er det en fordel at være nysgerrig og villig til at udforske de retsområder, man selv finder interessante, og aktivt opsøge opgaver inden for disse.
Det er derfor en stor styrke at kunne engagere sig på tværs af fagområder og være opsøgende i forhold til sine kollegaer.
Hvad kan du særligt godt lide ved dit job?
Jeg sætter særligt stor pris på den stejle læringskurve, jeg oplever i mit arbejde som advokatfuldmægtig. Efter mange år på universitetet og i forskellige studiejobs værdsætter jeg den tillid, der vises til mit arbejde – og det at få lov til at bidrage til at finde løsninger for de kunder, vi hjælper.
Hvad sætter du pris på ved at arbejde hos Hulgaard Advokater?
Jeg sætter stor pris på den kultur, der hersker hos Hulgaard Advokater, og på muligheden for at være med til at præge den. Især værdsætter jeg den åbne tilgang til forskellighed på tværs af kontorerne og den frihed, som er en af virksomhedens grundpiller – blandt andet afspejlet i, at der ikke er faste møde- eller gåtidspunkter.
Derudover er mine kollegaer både søde og engagerede, hvilket bidrager til en god stemning på kontoret, selv når der er travlt.
Når jeg ikke er på arbejde …
Tilbringer jeg meget tid med mine nærmeste – blandt andet ved at være aktiv gennem saunagus, yoga og reformer, eller ved at tage ud og nyde, hvad København har at byde på. Når tiden tillader det, nyder jeg også at udforske verden på rejser til udlandet.