Internet Explorer viser ikke vores hjemmeside optimalt. Vi anbefaler, at du i stedet bruger en anden browser, f.eks.

Chrome

.

Vandselskaberne fik medhold i Højesteret

Blog

Af Lida Hulgaard:

I sine 2 domme om vandselskaber i Hjørring og Hvidovre af 16. januar 2018 tiltrådte Østre Landsret SKATs krav om skat hos vandselskaberne, begrundet i SKATS værdiansættelse af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver. Disse domme er omtalt på denne hjemmeside i et indlæg af 19. januar 2018. Højesteret har ved domme fra november 2018 ændret disse afgørelser.

Sagerne drejede sig om værdiansættelse af vandselskabernes ledningsnet og produktionsanlæg ved skattepligtens indtrædelse i forbindelse med de kommunale vandselskabers omdannelse til aktieselskaber. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2 om anvendelse af priser svarende til, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

Der var flere værdiansættelsesmetoder at vurdere efter. Vandselskaberne havde efter vejledning fra Forsyningssekretariatet i sin åbningsbalance værdiansat driftsaktiverne efter gennemsnittet af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi, den såkaldte POLKA-værdi. SKAT derimod værdiansatte aktiverne på grundlag af DCF-modellen (”discounted cash flow”), dog i tillempet form under hensyn til, at vandselskaberne fortsat skal drives efter ”hvile-i sig selv”-princippet.

Der var under sagernes behandling udmeldt syn- og skøn. Skønsmanden havde generelt udtalt, at der især som følge af ”hvile-i-sig-selv”-princippet ikke er et marked for handel med vandforsyningsselskaber eller sådanne virksomheders aktiver, og at der ikke sker transaktioner mellem uafhængige parter, der gør det muligt at konstatere, hvad disse selskaber og deres aktiver sælges for i almindelig fri handel. Skønsmanden afviste DCF-modellen som egnet til at fastsætte handelsværdien, fordi der i vandsektoren ikke skabes et frit ”cash flow”.

Højesteret tilsluttede sig skønsmandens bemærkninger. Det afgørende for værdiansættelsen må være, ”hvilken værdi aktiverne må skønnes at have haft for vandselskabet”. Herefter tilsluttede Højesteret sig, at POLKA-værdierne må antages at være et rimeligt udtryk for, hvorledes ledningsnettets og produktionsanlæggets værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.

Da Højesteret ikke havde fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre ved overdragelserne i de 2 konkrete sager, blev sagerne hjemvist til SKAT med henblik på fastsættelsen af disse værdier.

Dommene i Højesteret blev afsagt af 7 enige dommere.

Dommene er en reminder – både til lovgivningsmagten og til Skatteministeriet.

I relation til værdiansættelsesspørgsmål i skattelove er lovgiverne normalt alt for til-bageholdende med at indsætte regler herom. Værdiansættelsen overlades uden nærmere stillingtagen til ”det skattemæssige skøn”, hvilket i praksis giver SKAT adgang til både at fastsætte principperne for vurderingen og den konkrete vurdering. Grundlaget her er ligningslovens § 2 om markedsværdier, men det er jo et meningsløst vurderingsgrundlag for aktiver, der ikke omsættes på et frit marked.

Højesteret udtaler lakonisk i præmisserne: ”Forarbejderne til ligningslovens § 2 indeholder ikke anvisning på, hvordan handelsværdien af overdragne aktiver nærmere skal fastsættes i en situation som den foreliggende. I den vandsektorlovgivning, som blev vedtaget i 2009, er der heller ikke taget nærmere stilling hertil.” Denne bemærkning kan tolkes som generel kritik, som lovgiverne bør tage til sig.

At der er tale om uhensigtsmæssig lovgivning er åbenbart. Det har aldrig været meningen, at disse hvile-i-sig-selv selskaber skulle betale skat, men man har ikke ved lov villet gøre dem skattefri. Skattefrihed bliver efter dommene den praktiske hovedregel. Det ville have været hensigtsmæssigt med en udtrykkelig politisk stillingtagen til skattepligtspørgsmålet inden indførelsen af generel skattepligt for de kommunale vandselskaber som følge af selskabsretlige ændringer i kølvandet på nogle miljømæssige hensyn.

Spørgsmålet synes under behandlingen i Folketinget at være kommet ud af syne med den konsekvens, at det må afgøres ved dom. Det er ikke hensigtsmæssigt, at spørgsmål som dette må afklares af domstolene ved en dyr, principiel retssag og mange års økonomisk usikkerhed for vandselskaberne og deres kunder.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på tlf. 38 40 42 08 eller lh@hulgaardadvokater.dk.

Folketinget og retssikkerhed for vandselskaber og deres kunder

Af Lida Hulgaard:

I sin dom af 16. januar 2018 har Østre Landsret taget stilling til handelsværdien af aktiver, der ikke har noget marked og som ikke købes og sælges. Det er en umulig opgave. Parterne, SKAT og dommerne er prisgivet ringe lovgivning.

I 2009 lovgav Folketinget om vandselskabernes tvungne overgang til kapitalselskaber. Formålet med lovgivningen var især at skabe større konkurrence og ensartethed i priserne for vand, dvs. effektivisere forsyningsvirksomhederne til gavn for forbrugerne.

I lovbemærkningerne hedder det om de økonomiske konsekvenser: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.” Dette standpunkt – at der ikke forventes skattemæssigt overskud – blev gentaget af miljøministeren i et møde d. 14. januar 2009.

Et stort antal vandselskaber er nu blevet omdannet til kapitalselskaber. 273 af dem har klaget til Landsskatteretten over SKATs skønsmæssige nedsættelse af værdien af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver i åbningsbalancerne. 2 sager er udtaget som pilotsager, der d. 16. januar 2018 har fundet deres foreløbige afgørelse ved Østre Landsret.

Hvidovre Vand A/S er en af disse pilotsager. Selskabet opgjorde ved overgangen til skattepligt den samlede værdi af sit distributionsnet til 203 mio. kr. Denne værdiansættelse blev nedsat af SKAT til 45 mio. kr. med den virkning, at den skattepligtige indkomst blev forhøjet med o. 39 mio. kr., svarende til ca. 10 mio. kr. i merskat det første år.

I lovbemærkningerne nævnes det, at det er nødvendigt at inddrage afskrivninger på bygninger og driftsmidler for at få et retvisende billede af selskabernes effektivitet. Det var vigtigt, at principperne for opgørelse af værdier og aktivernes levetider fastsættes ensartet og i øvrigt bliver identificeret og synliggjort. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance og om fastlæggelse af levetider for individuelle typer af aktiver. I samarbejde med branchen og Kommunernes Landsforening skulle udarbejdes et bilag, omfattende de relevante komponenter med fastsættelse af enhedspris og levetid for hver komponent til brug for fastsættelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance.

Under lovens forberedelse i Folketinget stillede folketingsudvalget, inspireret af DANVA, følgende spørgsmål: ”Kan selskaberne anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som skattemæssige indgangsværdier?

Skatteministeren svarede kort, at hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet, jf. selskabsskattelovens §§ 5B-5D. ”Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi.”

Aktivets handelsværdi er en målestok, der er egnet for aktiver med en salgsværdi. Der findes imidlertid intet marked for handel med vandforsyningsselskaber eller deres aktiver, fordi vandselskaberne er regulerede virksomheder, der skal følge ”hvile-i-sig-selv” princippet – et eventuelt overskud fra driften skal anvendes til selskabets forsyningsaktiviteter eller til nedsættelse af forbrugerpriserne, og der kan ikke udbetales udbytte til aktionærerne. Den af Østre Landsret udpegede skønsmand udtalte da også under sagen, at hverken virksomheden eller aktiverne har en handelsværdi, fordi forretningen ifølge lovgivningen skal hvile i sig selv. Han mente ikke, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som den DCF-model, som SKAT har brugt, kunne anvendes. I stedet ville han benytte en omkostningsbaseret metode, hvor der lægges vægt på genanskaffelsespriser. Hans værdiskøn lå på o. 200 mio. kr., dvs. tæt på vandselskabernes.

Disse forhold blev der ikke taget stilling til, hverken i skatteministerens korte svar til Folketingsudvalget eller i øvrigt under Folketinget behandling af loven.

I sådan en situation, hvor der skal fastslås en handelsværdi for noget, som ikke er omsat og som heller ikke kan omsættes på et marked, er både SKAT, vandselskaber og dommere på ”herrens mark”. Uanset hvor mange kloge hoveder, der sættes i gang med at vurdere en handelsværdi, kan man ikke nå til noget entydigt eller kontrollerbart resultat.

Derfor er det nødvendigt med en lovregulering.

Det fremgår ikke af lovforberedelsen, hvorfor der ikke blev indført lignende bestemmelser som for elselskaber, da de blev gjort skattepligtige i 2000, jf. selskabsskattelovens § 35 O. Her er det udtrykkeligt bestemt, at elselskaberne blandt andet har mulighed for at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid og for inflation og prisstigninger. Selvom der ikke i loven er tilsvarende bestemmelser for vandselskaber, var det vel nærliggende at bruge samme principper.

En arbejdsgruppe har udarbejdet et pris- og levetidskatalog (POLKA) indeholdende standardpriser og standardlevetider for vandselskabernes anlægsaktiver, og Forsyningssekretariatet har offentliggjort ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance” af 17. februar 2010 med oplysninger om, hvorledes et vandselskab udarbejder den reguleringsmæssige åbningsbalance, hovedsageligt på baggrund af pris- og levetidskatalogets værdier (POLKA-værdier). Det er under sagen oplyst, at POLKA-værdien er gennemsnittet af en nedskreven genanskaffelsesværdi og en ned-skreven estimeret anskaffelsesværdi for et anlægsaktiv.

SKAT godkendte til at begynde med disse POLKA-værdier som driftsmidlernes handelsværdi og dermed som afskrivningsgrundlag. Senere kom SKAT på andre tanker. Vandselskabernes selvangivelser blev tilsidesat, og værdien blev ansat efter den DCF-model, der ofte benyttes ved overdragelse af private erhvervsvirksomheder. Østre Landsret godkendte denne model, uanset at skønsmanden som nævnt afviste den.

Når SKAT tilsidesætter en selvangivelse og sætter sit eget skøn i stedet, godkendes det sædvanligvis af domstolene, medmindre skønnet er sket på forkert eller mangelfuldt grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat. I en sag som den foreliggende kan ingen afgøre, hvad vurderingsgrundlaget bør være, eller hvad der er rimeligt eller urimeligt. I sådanne tilfælde af mangel på bevis afhænger sagens udfald af, hvem der har bevisbyrden, og det var ifølge dommen skatteyder. En af de 5 dommere (der alle var jurister) ville dog hjemvise sagen, fordi han fandt SKATs skøn udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Folketinget prisgiver altså skatteyderne, her i første række vandselskaberne, i anden række vandforbrugerne. Borgerne kommer til at betale højere vandafgifter, fordi de også skal betale skatterne af den del af afgifterne, der reinvesteres.

Folketinget giver på denne måde via SKATs skønsbeføjelse carte blanche til at op-kræve skatter af en ikke kendt størrelsesorden hos vandselskaber og -forbrugere. Millioner eller milliarder? Tilsigtet eller ikke? Vi ved det ikke.

Årsagen er uvidenhed eller lovsjusk i Folketinget. Folketinget bør overveje, om tinget virkelig kan være den lovkvalitet bekendt.

Lida Hulgaard

Advokat (H)
Tel.dir.: +45 38 40 42 08
Mobil: +45 20 31 30 29
lh@hulgaardadvokater.dk

Lad os tage en snak

Vi svarer gerne på dine spørgsmål, når det passer dig. Ring til os på tlf. 38 40 42 00

Retssikkerhedspakke II om omkostningsgodtgørelse til selskaber og om skattekontor hos ombudsmanden

Blog

Af Lida Hulgaard
 

Omkostningsgodtgørelse

I 2009 blev adgangen til omkostningsgodtgørelse i skattesager afskaffet for selskaber og fonde. Det var vist først og fremmest en spareøvelse. Men det har den meget negative konsekvens, at det kan være en underskudsforretning at føre en klagesag, fordi skatteyderens besvær og omkostninger overstiger gevinsten, selv hvis han vinder sagen i klageinstansen. Ganske vist kan udgifterne trækkes fra i positiv skattepligtig indkomst, men det er til en lavere procent end godtgørelsen, der for tabte sager er på 50% og for vundne sager 100%. I praksis er der i dag selskaber og fonde, der opgiver at få prøvet skatteafgørelser, selv når de er lodret uenige heri, fordi det ikke kan betale sig.

Skatteministeren har nu sendt et lovforslag i høring, som bl.a. vil genindføre omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde efter de samme regler, som i dag gælder for fysiske personer.

De nye regler skal gælde fra 1. januar 2017 og kun have virkning for bistand, der udføres fra og med 1. januar 2017.

Der er også andre ændringer i lovforslaget i relation til omkostningsgodtgørelse generelt, herunder regler om øget kontrol.
 

Ombudsmanden

Retssikkerhedspakke II indeholder også en aftale om at etablere et særligt skattekontor hos ombudsmanden. Lovforslaget indeholder derfor en nødvendig ændring af fristen for indbringelse af skattesager for domstolene. Den generelle frist er 3 måneder, men i praksis afgør ombudsmanden ikke sager så hurtigt, og ombudsmanden standser sine undersøgelser, hvis sagen indbringes for domstolene. Det vil nu blive således, at sager altid kan indbringes for domstolene inden for 1 måned efter ombudsmandens afgørelse, blot sagen er indbragt for ombudsmanden inden for fristen på de 3 måneder. Dermed gøres det praktisk muligt at få ombudsmandens stilling til sagen, uden at skatteyderen mister sin mulighed for at gå til domstolene.

Ombudsmanden skal bedømme, om myndigheder handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver. Ombudsmanden kan ikke ændre afgørelser, der er truffet af Landsskatteretten eller et skatteankenævn, men alene udtale kritik, afgive henstillinger og i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en sag, f.eks. påtale urimeligheder, uhensigtsmæssig forvaltning og lovgivning eller lignende. Sædvanligvis er forvaltningen lydhør over for kritik fra ombudsmanden.

Ombudsmanden kan henstille til, at der meddeles en skatteyder fri proces. Ombudsmanden skal give meddelelse til Folketingets Retsudvalg om fejl eller forsømmelser af større betydning.

Alt i alt indeholder lovforslaget fremskridt for borgernes retssikkerhed. Det bliver interessant at se, hvilken modtagelse forslaget får hos de organisationer mv., der har advokeret for forbedringer af retssikkerheden.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på tlf. 38 40 42 08 eller på  lh@hulgaardadvokater.dk.

Retssikkerhedspakke II – Om Ombudsmand, Skattelovråd og Skattely

Skatter og afgifter

Af Lida Hulgaard

En styrkelse af retssikkerheden er et af de vigtigste redskaber, når det kommer til at genoprette tilliden til SKAT” – Det er skatteminister Karsten Lauritzens overskrift på de initiativer, som regeringen og Folketinget på det seneste har givet høj prioritet. Jeg og mange andre er enige med ministeren heri.

Retssikkerhed for de enkelte skatteborgere har mange facetter, og Retssikkerheds-pakke II har fat i adskillige af dem.

For så vidt angår konkrete sager styrkes retssikkerheden ved at styrke mulighederne hos Folketingets Ombudsmand for at give kritik og anbefalinger til SKAT. SKATs borger- og retssikkerhedschef skal dog fortsat værne om borgernes og virksomhedernes retssikkerhed som et bærende værdigrundlag i SKATs arbejde. I modsætning til ombudsmanden er retssikkerhedschefen ikke en reel uafhængig instans af den institution, der skal kontrolleres, og det er begrundelsen for at styrke ombudsmanden, som af egen drift kan rejse både konkrete sager og generelle undersøgelser af skatte-myndighedernes behandling af sager. Det er Folketingets Præsidium, der bestemmer den endelige tilrettelæggelse af styrkelsen.

Imidlertid starter al retssikkerhed med skattelovgivningen. Dette tilgodeses i Retssikkerhedspakke II med oprettelsen af et Skattelovråd. Det er beskrevet som et stående, rådgivende udvalg af personligt udpegede eksperter med bred juridisk eller økonomisk sagkundskab på skatteområdet, der udpeges efter faglige kvalifikationer. Som et første emne for dette råd nævnes en beskrivelse og analyse af ”skattely”- begrebet, som ikke mindst Panama-papirerne har aktualiseret. Det kan kun hilses med begejstring.

Efter den politiske aftale kan rådet imidlertid ikke tage emner op af egen drift, men kun efter anmodning fra skatteministeren og ikke fra andre, og skatteministeriet skal varetage sekretariatsbetjeningen.

Jeg har tidligere sammen med formanden for Danmarks Skatteadvokater, Christian Bachmann, argumenteret for oprettelsen af et skattelovråd, se vores kronik i Berlingske af 28. oktober 2015 her. Tankegangen var, at rådet bl.a. skulle styrke Folketingets arbejde med skattelovgivningen og derfor være uafhængigt af skatteministeriet. Rådet skulle således kunne foretage en kritisk gennemgang af de lovforslag, som skatteministeriet ønsker at fremsætte, og kommentere disse forslag, herunder om lovforslaget bør give anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser, som lovbemærkningerne ikke tager stilling til. En uvildig gennemgang af lovforslag ville desuden kunne medvirke til en kvalitetssikring.

Denne del af aftalen er tilsyneladende ikke ministeriets kop te.

Som aftalen er udformet, bliver rådet et internt organ i skatteministeriet, som ministeren kan bruge eller lade være, og hvis arbejde ministeriet kan opprioritere eller det modsatte.

Efter aftalen skal sammensætningen af udvalget og dets kommissorium overvejes nøjere, således at der kan præsenteres et udkast inden sommerferien. I disse overvejelser kan indgå en mere detaljeret beskrivelse af rådets arbejdsopgaver og arbejdsform.

Aftaleparterne har i sine overvejelser om styrkelse af retssikkerheden inden for konkret sagsbehandling ageret på betydningen af uafhængighed af den institution, hvis virke ønskes forbedret og kontrolleret. Derfor har de opprioriteret ombudsmandens arbejde ved siden af retssikkerhedschefens.

På samme måde burde udgangspunktet være, at Skattelovrådet er uafhængigt af skatteministeriet og sorterer under Folketinget med det formål at styrke både skatteministeriets og Folketingets arbejde med skattelovgivningen.

Folketinget bør have en skattepolitisk vagthund

Blog

Af Lida Hulgaard

Advokat Lida Hulgaard og Advokat Christian Bachmann har skrevet en kronik, der er bragt den 29. oktober 2015 i Berlingske, vedrørende nødvendigheden af et skattelovråd.

Du kan se kronikken her.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på lh@hulgaardadvokater.dk eller på tlf. 38 40 42 08.