Af Lida Hulgaard:

I sine 2 domme om vandselskaber i Hjørring og Hvidovre af 16. januar 2018 tiltrådte Østre Landsret SKATs krav om skat hos vandselskaberne, begrundet i SKATS værdiansættelse af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver. Disse domme er omtalt på denne hjemmeside i et indlæg af 19. januar 2018. Højesteret har ved domme fra november 2018 ændret disse afgørelser.

Sagerne drejede sig om værdiansættelse af vandselskabernes ledningsnet og produktionsanlæg ved skattepligtens indtrædelse i forbindelse med de kommunale vandselskabers omdannelse til aktieselskaber. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2 om anvendelse af priser svarende til, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

Der var flere værdiansættelsesmetoder at vurdere efter. Vandselskaberne havde efter vejledning fra Forsyningssekretariatet i sin åbningsbalance værdiansat driftsaktiverne efter gennemsnittet af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi, den såkaldte POLKA-værdi. SKAT derimod værdiansatte aktiverne på grundlag af DCF-modellen (”discounted cash flow”), dog i tillempet form under hensyn til, at vandselskaberne fortsat skal drives efter ”hvile-i sig selv”-princippet.

Der var under sagernes behandling udmeldt syn- og skøn. Skønsmanden havde generelt udtalt, at der især som følge af ”hvile-i-sig-selv”-princippet ikke er et marked for handel med vandforsyningsselskaber eller sådanne virksomheders aktiver, og at der ikke sker transaktioner mellem uafhængige parter, der gør det muligt at konstatere, hvad disse selskaber og deres aktiver sælges for i almindelig fri handel. Skønsmanden afviste DCF-modellen som egnet til at fastsætte handelsværdien, fordi der i vandsektoren ikke skabes et frit ”cash flow”.

Højesteret tilsluttede sig skønsmandens bemærkninger. Det afgørende for værdiansættelsen må være, ”hvilken værdi aktiverne må skønnes at have haft for vandselskabet”. Herefter tilsluttede Højesteret sig, at POLKA-værdierne må antages at være et rimeligt udtryk for, hvorledes ledningsnettets og produktionsanlæggets værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.

Da Højesteret ikke havde fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre ved overdragelserne i de 2 konkrete sager, blev sagerne hjemvist til SKAT med henblik på fastsættelsen af disse værdier.

Dommene i Højesteret blev afsagt af 7 enige dommere.

Dommene er en reminder – både til lovgivningsmagten og til Skatteministeriet.

I relation til værdiansættelsesspørgsmål i skattelove er lovgiverne normalt alt for til-bageholdende med at indsætte regler herom. Værdiansættelsen overlades uden nærmere stillingtagen til ”det skattemæssige skøn”, hvilket i praksis giver SKAT adgang til både at fastsætte principperne for vurderingen og den konkrete vurdering. Grundlaget her er ligningslovens § 2 om markedsværdier, men det er jo et meningsløst vurderingsgrundlag for aktiver, der ikke omsættes på et frit marked.

Højesteret udtaler lakonisk i præmisserne: ”Forarbejderne til ligningslovens § 2 indeholder ikke anvisning på, hvordan handelsværdien af overdragne aktiver nærmere skal fastsættes i en situation som den foreliggende. I den vandsektorlovgivning, som blev vedtaget i 2009, er der heller ikke taget nærmere stilling hertil.” Denne bemærkning kan tolkes som generel kritik, som lovgiverne bør tage til sig.

At der er tale om uhensigtsmæssig lovgivning er åbenbart. Det har aldrig været meningen, at disse hvile-i-sig-selv selskaber skulle betale skat, men man har ikke ved lov villet gøre dem skattefri. Skattefrihed bliver efter dommene den praktiske hovedregel. Det ville have været hensigtsmæssigt med en udtrykkelig politisk stillingtagen til skattepligtspørgsmålet inden indførelsen af generel skattepligt for de kommunale vandselskaber som følge af selskabsretlige ændringer i kølvandet på nogle miljømæssige hensyn.

Spørgsmålet synes under behandlingen i Folketinget at være kommet ud af syne med den konsekvens, at det må afgøres ved dom. Det er ikke hensigtsmæssigt, at spørgsmål som dette må afklares af domstolene ved en dyr, principiel retssag og mange års økonomisk usikkerhed for vandselskaberne og deres kunder.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på tlf. 38 40 42 08 eller lh@hulgaardadvokater.dk.

Af Lida Hulgaard:

I sin dom af 16. januar 2018 har Østre Landsret taget stilling til handelsværdien af aktiver, der ikke har noget marked og som ikke købes og sælges. Det er en umulig opgave. Parterne, SKAT og dommerne er prisgivet ringe lovgivning.

I 2009 lovgav Folketinget om vandselskabernes tvungne overgang til kapitalselskaber. Formålet med lovgivningen var især at skabe større konkurrence og ensartethed i priserne for vand, dvs. effektivisere forsyningsvirksomhederne til gavn for forbrugerne.

I lovbemærkningerne hedder det om de økonomiske konsekvenser: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.” Dette standpunkt – at der ikke forventes skattemæssigt overskud – blev gentaget af miljøministeren i et møde d. 14. januar 2009.

Et stort antal vandselskaber er nu blevet omdannet til kapitalselskaber. 273 af dem har klaget til Landsskatteretten over SKATs skønsmæssige nedsættelse af værdien af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver i åbningsbalancerne. 2 sager er udtaget som pilotsager, der d. 16. januar 2018 har fundet deres foreløbige afgørelse ved Østre Landsret.

Hvidovre Vand A/S er en af disse pilotsager. Selskabet opgjorde ved overgangen til skattepligt den samlede værdi af sit distributionsnet til 203 mio. kr. Denne værdiansættelse blev nedsat af SKAT til 45 mio. kr. med den virkning, at den skattepligtige indkomst blev forhøjet med o. 39 mio. kr., svarende til ca. 10 mio. kr. i merskat det første år.

I lovbemærkningerne nævnes det, at det er nødvendigt at inddrage afskrivninger på bygninger og driftsmidler for at få et retvisende billede af selskabernes effektivitet. Det var vigtigt, at principperne for opgørelse af værdier og aktivernes levetider fastsættes ensartet og i øvrigt bliver identificeret og synliggjort. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance og om fastlæggelse af levetider for individuelle typer af aktiver. I samarbejde med branchen og Kommunernes Landsforening skulle udarbejdes et bilag, omfattende de relevante komponenter med fastsættelse af enhedspris og levetid for hver komponent til brug for fastsættelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance.

Under lovens forberedelse i Folketinget stillede folketingsudvalget, inspireret af DANVA, følgende spørgsmål: ”Kan selskaberne anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som skattemæssige indgangsværdier?

Skatteministeren svarede kort, at hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet, jf. selskabsskattelovens §§ 5B-5D. ”Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi.”

Aktivets handelsværdi er en målestok, der er egnet for aktiver med en salgsværdi. Der findes imidlertid intet marked for handel med vandforsyningsselskaber eller deres aktiver, fordi vandselskaberne er regulerede virksomheder, der skal følge ”hvile-i-sig-selv” princippet – et eventuelt overskud fra driften skal anvendes til selskabets forsyningsaktiviteter eller til nedsættelse af forbrugerpriserne, og der kan ikke udbetales udbytte til aktionærerne. Den af Østre Landsret udpegede skønsmand udtalte da også under sagen, at hverken virksomheden eller aktiverne har en handelsværdi, fordi forretningen ifølge lovgivningen skal hvile i sig selv. Han mente ikke, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som den DCF-model, som SKAT har brugt, kunne anvendes. I stedet ville han benytte en omkostningsbaseret metode, hvor der lægges vægt på genanskaffelsespriser. Hans værdiskøn lå på o. 200 mio. kr., dvs. tæt på vandselskabernes.

Disse forhold blev der ikke taget stilling til, hverken i skatteministerens korte svar til Folketingsudvalget eller i øvrigt under Folketinget behandling af loven.

I sådan en situation, hvor der skal fastslås en handelsværdi for noget, som ikke er omsat og som heller ikke kan omsættes på et marked, er både SKAT, vandselskaber og dommere på ”herrens mark”. Uanset hvor mange kloge hoveder, der sættes i gang med at vurdere en handelsværdi, kan man ikke nå til noget entydigt eller kontrollerbart resultat.

Derfor er det nødvendigt med en lovregulering.

Det fremgår ikke af lovforberedelsen, hvorfor der ikke blev indført lignende bestemmelser som for elselskaber, da de blev gjort skattepligtige i 2000, jf. selskabsskattelovens § 35 O. Her er det udtrykkeligt bestemt, at elselskaberne blandt andet har mulighed for at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid og for inflation og prisstigninger. Selvom der ikke i loven er tilsvarende bestemmelser for vandselskaber, var det vel nærliggende at bruge samme principper.

En arbejdsgruppe har udarbejdet et pris- og levetidskatalog (POLKA) indeholdende standardpriser og standardlevetider for vandselskabernes anlægsaktiver, og Forsyningssekretariatet har offentliggjort ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance” af 17. februar 2010 med oplysninger om, hvorledes et vandselskab udarbejder den reguleringsmæssige åbningsbalance, hovedsageligt på baggrund af pris- og levetidskatalogets værdier (POLKA-værdier). Det er under sagen oplyst, at POLKA-værdien er gennemsnittet af en nedskreven genanskaffelsesværdi og en ned-skreven estimeret anskaffelsesværdi for et anlægsaktiv.

SKAT godkendte til at begynde med disse POLKA-værdier som driftsmidlernes handelsværdi og dermed som afskrivningsgrundlag. Senere kom SKAT på andre tanker. Vandselskabernes selvangivelser blev tilsidesat, og værdien blev ansat efter den DCF-model, der ofte benyttes ved overdragelse af private erhvervsvirksomheder. Østre Landsret godkendte denne model, uanset at skønsmanden som nævnt afviste den.

Når SKAT tilsidesætter en selvangivelse og sætter sit eget skøn i stedet, godkendes det sædvanligvis af domstolene, medmindre skønnet er sket på forkert eller mangelfuldt grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat. I en sag som den foreliggende kan ingen afgøre, hvad vurderingsgrundlaget bør være, eller hvad der er rimeligt eller urimeligt. I sådanne tilfælde af mangel på bevis afhænger sagens udfald af, hvem der har bevisbyrden, og det var ifølge dommen skatteyder. En af de 5 dommere (der alle var jurister) ville dog hjemvise sagen, fordi han fandt SKATs skøn udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Folketinget prisgiver altså skatteyderne, her i første række vandselskaberne, i anden række vandforbrugerne. Borgerne kommer til at betale højere vandafgifter, fordi de også skal betale skatterne af den del af afgifterne, der reinvesteres.

Folketinget giver på denne måde via SKATs skønsbeføjelse carte blanche til at op-kræve skatter af en ikke kendt størrelsesorden hos vandselskaber og -forbrugere. Millioner eller milliarder? Tilsigtet eller ikke? Vi ved det ikke.

Årsagen er uvidenhed eller lovsjusk i Folketinget. Folketinget bør overveje, om tinget virkelig kan være den lovkvalitet bekendt.