Vandselskaberne fik medhold i Højesteret
Vandselskaberne fik medhold i Højesteret
Af Lida Hulgaard:
I sine 2 domme om vandselskaber i Hjørring og Hvidovre af 16. januar 2018 tiltrådte Østre Landsret SKATs krav om skat hos vandselskaberne, begrundet i SKATS værdiansættelse af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver. Disse domme er omtalt på denne hjemmeside i et indlæg af 19. januar 2018. Højesteret har ved domme fra november 2018 ændret disse afgørelser.
Sagerne drejede sig om værdiansættelse af vandselskabernes ledningsnet og produktionsanlæg ved skattepligtens indtrædelse i forbindelse med de kommunale vandselskabers omdannelse til aktieselskaber. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2 om anvendelse af priser svarende til, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.
Der var flere værdiansættelsesmetoder at vurdere efter. Vandselskaberne havde efter vejledning fra Forsyningssekretariatet i sin åbningsbalance værdiansat driftsaktiverne efter gennemsnittet af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi, den såkaldte POLKA-værdi. SKAT derimod værdiansatte aktiverne på grundlag af DCF-modellen (”discounted cash flow”), dog i tillempet form under hensyn til, at vandselskaberne fortsat skal drives efter ”hvile-i sig selv”-princippet.
Der var under sagernes behandling udmeldt syn- og skøn. Skønsmanden havde generelt udtalt, at der især som følge af ”hvile-i-sig-selv”-princippet ikke er et marked for handel med vandforsyningsselskaber eller sådanne virksomheders aktiver, og at der ikke sker transaktioner mellem uafhængige parter, der gør det muligt at konstatere, hvad disse selskaber og deres aktiver sælges for i almindelig fri handel. Skønsmanden afviste DCF-modellen som egnet til at fastsætte handelsværdien, fordi der i vandsektoren ikke skabes et frit ”cash flow”.
Højesteret tilsluttede sig skønsmandens bemærkninger. Det afgørende for værdiansættelsen må være, ”hvilken værdi aktiverne må skønnes at have haft for vandselskabet”. Herefter tilsluttede Højesteret sig, at POLKA-værdierne må antages at være et rimeligt udtryk for, hvorledes ledningsnettets og produktionsanlæggets værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.
Da Højesteret ikke havde fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre ved overdragelserne i de 2 konkrete sager, blev sagerne hjemvist til SKAT med henblik på fastsættelsen af disse værdier.
Dommene i Højesteret blev afsagt af 7 enige dommere.
Dommene er en reminder – både til lovgivningsmagten og til Skatteministeriet.
I relation til værdiansættelsesspørgsmål i skattelove er lovgiverne normalt alt for til-bageholdende med at indsætte regler herom. Værdiansættelsen overlades uden nærmere stillingtagen til ”det skattemæssige skøn”, hvilket i praksis giver SKAT adgang til både at fastsætte principperne for vurderingen og den konkrete vurdering. Grundlaget her er ligningslovens § 2 om markedsværdier, men det er jo et meningsløst vurderingsgrundlag for aktiver, der ikke omsættes på et frit marked.
Højesteret udtaler lakonisk i præmisserne: ”Forarbejderne til ligningslovens § 2 indeholder ikke anvisning på, hvordan handelsværdien af overdragne aktiver nærmere skal fastsættes i en situation som den foreliggende. I den vandsektorlovgivning, som blev vedtaget i 2009, er der heller ikke taget nærmere stilling hertil.” Denne bemærkning kan tolkes som generel kritik, som lovgiverne bør tage til sig.
At der er tale om uhensigtsmæssig lovgivning er åbenbart. Det har aldrig været meningen, at disse hvile-i-sig-selv selskaber skulle betale skat, men man har ikke ved lov villet gøre dem skattefri. Skattefrihed bliver efter dommene den praktiske hovedregel. Det ville have været hensigtsmæssigt med en udtrykkelig politisk stillingtagen til skattepligtspørgsmålet inden indførelsen af generel skattepligt for de kommunale vandselskaber som følge af selskabsretlige ændringer i kølvandet på nogle miljømæssige hensyn.
Spørgsmålet synes under behandlingen i Folketinget at være kommet ud af syne med den konsekvens, at det må afgøres ved dom. Det er ikke hensigtsmæssigt, at spørgsmål som dette må afklares af domstolene ved en dyr, principiel retssag og mange års økonomisk usikkerhed for vandselskaberne og deres kunder.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på tlf. 38 40 42 08 eller lh@hulgaardadvokater.dk.