Vandselskaberne fik medhold i Højesteret

Blog

Af Lida Hulgaard:

I sine 2 domme om vandselskaber i Hjørring og Hvidovre af 16. januar 2018 tiltrådte Østre Landsret SKATs krav om skat hos vandselskaberne, begrundet i SKATS værdiansættelse af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver. Disse domme er omtalt på denne hjemmeside i et indlæg af 19. januar 2018. Højesteret har ved domme fra november 2018 ændret disse afgørelser.

Sagerne drejede sig om værdiansættelse af vandselskabernes ledningsnet og produktionsanlæg ved skattepligtens indtrædelse i forbindelse med de kommunale vandselskabers omdannelse til aktieselskaber. Overdragelsen var omfattet af ligningslovens § 2 om anvendelse af priser svarende til, hvad der ville være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

Der var flere værdiansættelsesmetoder at vurdere efter. Vandselskaberne havde efter vejledning fra Forsyningssekretariatet i sin åbningsbalance værdiansat driftsaktiverne efter gennemsnittet af den nedskrevne genanskaffelsesværdi og den nedskrevne anskaffelsesværdi, den såkaldte POLKA-værdi. SKAT derimod værdiansatte aktiverne på grundlag af DCF-modellen (”discounted cash flow”), dog i tillempet form under hensyn til, at vandselskaberne fortsat skal drives efter ”hvile-i sig selv”-princippet.

Der var under sagernes behandling udmeldt syn- og skøn. Skønsmanden havde generelt udtalt, at der især som følge af ”hvile-i-sig-selv”-princippet ikke er et marked for handel med vandforsyningsselskaber eller sådanne virksomheders aktiver, og at der ikke sker transaktioner mellem uafhængige parter, der gør det muligt at konstatere, hvad disse selskaber og deres aktiver sælges for i almindelig fri handel. Skønsmanden afviste DCF-modellen som egnet til at fastsætte handelsværdien, fordi der i vandsektoren ikke skabes et frit ”cash flow”.

Højesteret tilsluttede sig skønsmandens bemærkninger. Det afgørende for værdiansættelsen må være, ”hvilken værdi aktiverne må skønnes at have haft for vandselskabet”. Herefter tilsluttede Højesteret sig, at POLKA-værdierne må antages at være et rimeligt udtryk for, hvorledes ledningsnettets og produktionsanlæggets værdi efter ligningslovens § 2 bør fastsættes.

Da Højesteret ikke havde fornødent grundlag for at fastslå, hvad POLKA-værdien ville udgøre ved overdragelserne i de 2 konkrete sager, blev sagerne hjemvist til SKAT med henblik på fastsættelsen af disse værdier.

Dommene i Højesteret blev afsagt af 7 enige dommere.

Dommene er en reminder – både til lovgivningsmagten og til Skatteministeriet.

I relation til værdiansættelsesspørgsmål i skattelove er lovgiverne normalt alt for til-bageholdende med at indsætte regler herom. Værdiansættelsen overlades uden nærmere stillingtagen til ”det skattemæssige skøn”, hvilket i praksis giver SKAT adgang til både at fastsætte principperne for vurderingen og den konkrete vurdering. Grundlaget her er ligningslovens § 2 om markedsværdier, men det er jo et meningsløst vurderingsgrundlag for aktiver, der ikke omsættes på et frit marked.

Højesteret udtaler lakonisk i præmisserne: ”Forarbejderne til ligningslovens § 2 indeholder ikke anvisning på, hvordan handelsværdien af overdragne aktiver nærmere skal fastsættes i en situation som den foreliggende. I den vandsektorlovgivning, som blev vedtaget i 2009, er der heller ikke taget nærmere stilling hertil.” Denne bemærkning kan tolkes som generel kritik, som lovgiverne bør tage til sig.

At der er tale om uhensigtsmæssig lovgivning er åbenbart. Det har aldrig været meningen, at disse hvile-i-sig-selv selskaber skulle betale skat, men man har ikke ved lov villet gøre dem skattefri. Skattefrihed bliver efter dommene den praktiske hovedregel. Det ville have været hensigtsmæssigt med en udtrykkelig politisk stillingtagen til skattepligtspørgsmålet inden indførelsen af generel skattepligt for de kommunale vandselskaber som følge af selskabsretlige ændringer i kølvandet på nogle miljømæssige hensyn.

Spørgsmålet synes under behandlingen i Folketinget at være kommet ud af syne med den konsekvens, at det må afgøres ved dom. Det er ikke hensigtsmæssigt, at spørgsmål som dette må afklares af domstolene ved en dyr, principiel retssag og mange års økonomisk usikkerhed for vandselskaberne og deres kunder.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lida Hulgaard på tlf. 38 40 42 08 eller lh@hulgaardadvokater.dk.

Beskatning ved overdragelse af erhvervsvirksomheder til erhvervsdrivende fonde

Blog

Af Lida Hulgaard:

Som led i Vækstplan DK fra 2013 blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der i maj 2015 fremlagde et forslag om lempelse af skattereglerne ved overdragelse af selskaber til fonde. Modellen blev kritiseret for ikke at være tilstrækkeligt attraktiv.

Der blev derfor nedsat en ny arbejdsgruppe med eksterne medlemmer, som her i juli 2018 har fremlagt en rapport om Beskatning ved Overdragelse af Erhvervsvirksomheder til Erhvervsdrivende Fonde. Ud over 6 medlemmer fra ministerierne havde denne arbejdsgruppe 5 eksterne medlemmer og jura-professor Rasmus Feldthusen var formand.

Arbejdsgruppen kommer ikke med lovforslag, men alene med nogle tanker om en ny model, som til efteråret skal drøftes politisk. Alle medlemmerne ser ud til at være meget positive over for de foreslåede lempelser af beskatningen og med den interesse, der har været for spørgsmålet, kan vi nok allerede nu begynde at overveje overdragelse til en almennyttig fond som en mulig generationsskifteløsning. Den nærmere udformning må dog afvente den lov, som senere vedtages.

Den model, som foreslås, er en avanceskat på aktierne på pt. 22% ved overdragelsen til fonden; en skat, der pålægges fonden. Denne såkaldte stifterskat henstår uden tidsbegrænsning og tilskrives en rente på 1% over Nationalbankens Diskonto, dog min. 1% pr. år. Skatten skal først betales hen ad vejen, hvis aktierne sælges, eller der udbetales udbytte fra selskabet. I så fald afbetales 22% af avancen eller udbyttet til afdrag på stifterskatten, indtil stifterskat og renter heraf er betalt.

Almennyttige fonde kan fradrage deres uddelinger i fondens skattepligtige indkomst. Udbytte fra et selskab til sin ejerfond er ikke skattepligtigt i fonden. Dog anses fondens uddelinger i første række for at være betalt af det skattefrie udbytte.

Denne prioriteringsregel foreslås justeret: ”Justeringen skal sikre, at fonde med almennyttige uddelingsformål kan foretage afdragene på stifterskatten ved fuldt ud at anvende de oppebårne avancer/udbytter til uddelinger eller hensættelser til senere uddelinger.” Det bliver spændende at se, hvorledes dette forslag nærmere skal forstås.

Kun selskaber med aktive virksomheder kan omdannes til fonde. Selskabet må ikke være en pengetank ved overdragelsen og heller ikke i de første 5 år herefter. I så fald forfalder stifterskatten til betaling.

Mindst 25% af aktierne i selskabet skal overdrages, og fonden skal have mere end 50% af stemmerettighederne. Overdragelsen kan ske i levende live som gave eller ved død. Der står intet om overdragelse som delvis gave/arv og delvist mod vederlag – det forudsættes i beskrivelsen, at 100% af de værdier, som overgår til fonden, er gave eller arv.

Der betales hverken avanceskat eller bo-/gaveafgift i forbindelse med overdragelsen.

Fonden skal have som sit vedtægtsbestemte formål at eje og drive den overdragne virksomhed. Med hensyn til uddelingsformål, må fonden ikke uddele sine midler til stifterens familie. Fonden må altså ikke have familieformål, men ”..kan have uddelingsformål til fx almennyttige eller almenvelgørende formål”.

Det er en del af fondsbegrebet, at fonde skal have et formål. Visse formål er imidlertid hverken familieformål eller almennyttige formål, fx fonde med politiske formål og fonde, der støtter medarbejdere i en bestemt virksomhed eller medlemmer af en bestemt forening. Arbejdsgruppen forholder sig ikke til fonde med sådanne formål.

 

Den 28. december 2018 oplyses i en pressemeddelelse fra Skatteministeriet, at der er indgået en politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet og Det Radikal Venstre om at indføre de beskrevne nye regler om skattefri overdragelse af virksomheder til erhvervsdrivende fonde.

Arbejdet med at udmønte aftalen i et lovforslag vil nu blive sat i gang med henblik på vedtagelse i løbet af 2019.

Folketinget og retssikkerhed for vandselskaber og deres kunder

Af Lida Hulgaard:

I sin dom af 16. januar 2018 har Østre Landsret taget stilling til handelsværdien af aktiver, der ikke har noget marked og som ikke købes og sælges. Det er en umulig opgave. Parterne, SKAT og dommerne er prisgivet ringe lovgivning.

I 2009 lovgav Folketinget om vandselskabernes tvungne overgang til kapitalselskaber. Formålet med lovgivningen var især at skabe større konkurrence og ensartethed i priserne for vand, dvs. effektivisere forsyningsvirksomhederne til gavn for forbrugerne.

I lovbemærkningerne hedder det om de økonomiske konsekvenser: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.” Dette standpunkt – at der ikke forventes skattemæssigt overskud – blev gentaget af miljøministeren i et møde d. 14. januar 2009.

Et stort antal vandselskaber er nu blevet omdannet til kapitalselskaber. 273 af dem har klaget til Landsskatteretten over SKATs skønsmæssige nedsættelse af værdien af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver i åbningsbalancerne. 2 sager er udtaget som pilotsager, der d. 16. januar 2018 har fundet deres foreløbige afgørelse ved Østre Landsret.

Hvidovre Vand A/S er en af disse pilotsager. Selskabet opgjorde ved overgangen til skattepligt den samlede værdi af sit distributionsnet til 203 mio. kr. Denne værdiansættelse blev nedsat af SKAT til 45 mio. kr. med den virkning, at den skattepligtige indkomst blev forhøjet med o. 39 mio. kr., svarende til ca. 10 mio. kr. i merskat det første år.

I lovbemærkningerne nævnes det, at det er nødvendigt at inddrage afskrivninger på bygninger og driftsmidler for at få et retvisende billede af selskabernes effektivitet. Det var vigtigt, at principperne for opgørelse af værdier og aktivernes levetider fastsættes ensartet og i øvrigt bliver identificeret og synliggjort. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance og om fastlæggelse af levetider for individuelle typer af aktiver. I samarbejde med branchen og Kommunernes Landsforening skulle udarbejdes et bilag, omfattende de relevante komponenter med fastsættelse af enhedspris og levetid for hver komponent til brug for fastsættelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance.

Under lovens forberedelse i Folketinget stillede folketingsudvalget, inspireret af DANVA, følgende spørgsmål: ”Kan selskaberne anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som skattemæssige indgangsværdier?

Skatteministeren svarede kort, at hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet, jf. selskabsskattelovens §§ 5B-5D. ”Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi.”

Aktivets handelsværdi er en målestok, der er egnet for aktiver med en salgsværdi. Der findes imidlertid intet marked for handel med vandforsyningsselskaber eller deres aktiver, fordi vandselskaberne er regulerede virksomheder, der skal følge ”hvile-i-sig-selv” princippet – et eventuelt overskud fra driften skal anvendes til selskabets forsyningsaktiviteter eller til nedsættelse af forbrugerpriserne, og der kan ikke udbetales udbytte til aktionærerne. Den af Østre Landsret udpegede skønsmand udtalte da også under sagen, at hverken virksomheden eller aktiverne har en handelsværdi, fordi forretningen ifølge lovgivningen skal hvile i sig selv. Han mente ikke, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som den DCF-model, som SKAT har brugt, kunne anvendes. I stedet ville han benytte en omkostningsbaseret metode, hvor der lægges vægt på genanskaffelsespriser. Hans værdiskøn lå på o. 200 mio. kr., dvs. tæt på vandselskabernes.

Disse forhold blev der ikke taget stilling til, hverken i skatteministerens korte svar til Folketingsudvalget eller i øvrigt under Folketinget behandling af loven.

I sådan en situation, hvor der skal fastslås en handelsværdi for noget, som ikke er omsat og som heller ikke kan omsættes på et marked, er både SKAT, vandselskaber og dommere på ”herrens mark”. Uanset hvor mange kloge hoveder, der sættes i gang med at vurdere en handelsværdi, kan man ikke nå til noget entydigt eller kontrollerbart resultat.

Derfor er det nødvendigt med en lovregulering.

Det fremgår ikke af lovforberedelsen, hvorfor der ikke blev indført lignende bestemmelser som for elselskaber, da de blev gjort skattepligtige i 2000, jf. selskabsskattelovens § 35 O. Her er det udtrykkeligt bestemt, at elselskaberne blandt andet har mulighed for at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid og for inflation og prisstigninger. Selvom der ikke i loven er tilsvarende bestemmelser for vandselskaber, var det vel nærliggende at bruge samme principper.

En arbejdsgruppe har udarbejdet et pris- og levetidskatalog (POLKA) indeholdende standardpriser og standardlevetider for vandselskabernes anlægsaktiver, og Forsyningssekretariatet har offentliggjort ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance” af 17. februar 2010 med oplysninger om, hvorledes et vandselskab udarbejder den reguleringsmæssige åbningsbalance, hovedsageligt på baggrund af pris- og levetidskatalogets værdier (POLKA-værdier). Det er under sagen oplyst, at POLKA-værdien er gennemsnittet af en nedskreven genanskaffelsesværdi og en ned-skreven estimeret anskaffelsesværdi for et anlægsaktiv.

SKAT godkendte til at begynde med disse POLKA-værdier som driftsmidlernes handelsværdi og dermed som afskrivningsgrundlag. Senere kom SKAT på andre tanker. Vandselskabernes selvangivelser blev tilsidesat, og værdien blev ansat efter den DCF-model, der ofte benyttes ved overdragelse af private erhvervsvirksomheder. Østre Landsret godkendte denne model, uanset at skønsmanden som nævnt afviste den.

Når SKAT tilsidesætter en selvangivelse og sætter sit eget skøn i stedet, godkendes det sædvanligvis af domstolene, medmindre skønnet er sket på forkert eller mangelfuldt grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat. I en sag som den foreliggende kan ingen afgøre, hvad vurderingsgrundlaget bør være, eller hvad der er rimeligt eller urimeligt. I sådanne tilfælde af mangel på bevis afhænger sagens udfald af, hvem der har bevisbyrden, og det var ifølge dommen skatteyder. En af de 5 dommere (der alle var jurister) ville dog hjemvise sagen, fordi han fandt SKATs skøn udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Folketinget prisgiver altså skatteyderne, her i første række vandselskaberne, i anden række vandforbrugerne. Borgerne kommer til at betale højere vandafgifter, fordi de også skal betale skatterne af den del af afgifterne, der reinvesteres.

Folketinget giver på denne måde via SKATs skønsbeføjelse carte blanche til at op-kræve skatter af en ikke kendt størrelsesorden hos vandselskaber og -forbrugere. Millioner eller milliarder? Tilsigtet eller ikke? Vi ved det ikke.

Årsagen er uvidenhed eller lovsjusk i Folketinget. Folketinget bør overveje, om tinget virkelig kan være den lovkvalitet bekendt.

Lida Hulgaard

Advokat (H)
Tel.dir.: +45 38 40 42 08
Mobil: +45 20 31 30 29
lh@hulgaardadvokater.dk

Vil du undgå at blive trynet af SKAT?

Blog

Af Lars Lauge Nielsen:

Når man som skatteyder sætter sig op mod SKAT og klager over en indkomstforhøjelse, ender det oftest med, at SKAT får ret.

Den gennemsnitlige medholdsprocent for skatteyderne ved domstolene er kun på ca. 15% og ved Landsskatteretten ca. 30%.

Hulgaard Advokater sætter nu fokus på denne problematik – hvorfor taber skatteyderne så mange skattesager? Eller med andre ord; hvorfor vinder SKAT næsten altid?

Hulgaard Advokater har siden 1995 ført sager mod SKAT – og vores medholdsprocent er væsentligt højere end gennemsnittet.

Eksempelvis har advokat Lars Lauge Nielsen ført sager ved Landsskatteretten og domstolene gennem en årrække med en gennemsnitlig medholdsprocent ved Landsskatteretten på 85% og ved domstolene på 75% (målt over en 10 årig periode).

 

Sagen skal vindes i Landsskatteretten/Skatteankenævnet

Først og fremmest skal sagen vindes i Landsskatteretten/Skatteankenævnet – altså inden sagen ender ved domstolene.

Sandsynligheden for at vinde sagen i Landsskatteretten/Skatteankenævnet frem for domstolene er statistisk set mere end dobbelt så høj – ligesom omkostningerne i Landsskatteretten/Skatteankenævnet tilsvarende er langt lavere end ved domstolene. Det skyldes primært, at modstanderen i Landsskatteretten/Skatteankenævnet normalt ”bare” er SKAT, mens modstanderen ved domstolene er statens advokat, Kammeradvokaten, der kæmper til sidste blodsdråbe.

 

Dokumentation

Vi har fokus på dokumentation, dokumentation og dokumentation. Det nytter ikke noget at have ret, hvis man ikke kan bevise det. Det er vores erfaring, at en sag oftest vindes på at fremskaffe dokumentation for ens påstand.

 

Sagen skal skæres til

Hvis en skattesag består af tre forhold, hvor kun det ene  kan forventes vundet, mens vinderchancerne for de 2 resterende forhold er marginale – så bør sagen normalt skæres til, således at kun det ene forhold påklages. Hermed kan fokus rettes mod det forhold, hvor vinderchancen er realistisk, og man undgår at tabe alle tre forhold.

 

En god dialog

I Landsskatteretten/Skatteankenævnet afgøres sagen af Landsskatterettens/Skatteankenævnets medlemmer efter en indstilling fra en sagsbehandler. Det er af afgørende vigtighed, at der opnås en fornuftig dialog med sagsbehandleren, baseret på gensidig tillid og respekt. Hvis der opnås en positiv indstilling fra sagsbehandleren, vil det oftest ende med, at skatteyderen vinder sagen. På grund af vores erfaring kender vi som oftest sagsbehandleren – hvilket altid er en god begyndelse.

 

Vurdering af din skattesag uden beregning

Vi tilbyder at gennemgå din skattesag uden beregning.

Hvis vi anbefaler at gå videre med sagen, aftaler vi på forhånd en fast pris. Hvis sagen vedrører en privatperson, vil du være berettiget til at få refunderet 100% af vores honorar, hvis sagen vindes, og 50% hvis sagen tabes.

Hvis du ønsker en vurdering af din skattesag – uden beregning – så kontakt advokat Lars Lauge Nielsen  på tlf. 38 40 42 24 eller lln@hulgaardadvokater.dk.

 

Hvem betaler indkomstskat til Danmark?

Blog

Af Lida Hulgaard:

Skattesubjekterne

Indkomstskat opkræves direkte hos alle fysiske personer fra fødsel til død.

Desuden opkræves indkomstskat af dødsboer, selskaber, fonde og andre juridiske personer.

Interessentskaber og partnerselskaber er ikke selvstændigt skattepligtige. I stedet fordeles resultatet skattemæssigt mellem ejerne og således, at ejerne beskattes personligt heraf i overensstemmelse med interessentskabskontrakten eller i forhold til deres ejerandel.

Opgørelsen af den skattepligtige indkomst er i nogen grad forskellig for fysiske personer og for juridiske personer, ligesom skattesatserne varierer.

Hos personer er skatterne opdelt i forskellige arter. Skatten er via topskatten progressiv, mens skatterne for juridiske personer opgøres med samme procentsats uanset indkomstens art og størrelse. Den aktuelle skattesats for selskaber mv. er 22 % af den opgjorte skattepligtige indkomst.

 

Fuld skattepligt

Den fulde skattepligt omfatter alle fysiske personer, der bor i Danmark. Statsborgerforholdet er normalt uden betydning. Det afgørende er, om man bor i Danmark. Bopælen kan være en lejlighed eller et hus, men det kan også bare være et værelse. I visse tilfælde vil en seng hos forældrene være tilstrækkeligt til at fastholde den fulde skattepligt.

Den fulde skattepligt bevares, selv om man arbejder i udlandet, hvis der fortsat er en helårsbolig til rådighed i Danmark. I praksis kan skattepligten dog ophøre, hvis boligen udlejes uopsigeligt i mindst 3 år, mens den skattepligtige og hans familie bor i udlandet.

Et sommerhus er ikke nødvendigvis en bopæl, men det forudsættes, at huset alene benyttes til ferieophold og lign.

Som udgangspunkt er det uden betydning, hvor den skattepligtige opholder sig. Der gælder dog den særregel, at personer, der ikke bor i Danmark, men opholder sig her i mindst 6 måneder (inkl. korte ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende), er fuldt skattepligtige til Danmark. Denne regel har kun selvstændig betydning, hvis der ikke er etableret en bopæl her i landet, f.eks. fordi den pågældende bor på hotel.

Herudover er danske statsborgere, som gør tjeneste eller lignende i udlandet, i nogle tilfælde fortsat fuldt skattepligtige til Danmark, selv om de ikke bor i Danmark, fordi de er udsendt til offentlig tjeneste i udlandet eller opholder sig om bord på skibe med hjemsted i Danmark.

Selskaber mv. er som hovedregel fuldt skattepligtige, når de er registreret i Danmark. Andre juridiske personer er fuldt skattepligtige, når de har hjemsted her.

Fuldt skattepligtige er skattepligtige til Danmark af alle indtægter, uanset hvor indtægterne stammer fra. Der gælder det såkaldte globalindkomstprincip. Det betyder, at f.eks. gaver fra en onkel i USA, overskud fra en butik i Indien eller aktieudbytte fra et selskab i Panama indgår i den skattepligtige indkomst i Danmark. Hvis indtægten omfattes af en dobbeltbeskatningsaftale med det land, som indtægterne stammer fra (kildelandet), kan resultatet dog blive et andet.

Begrænset skattepligt

Begrænset skattepligtige er – i modsætning til de fuldt skattepligtige – kun skattepligtige af indtægter, der erhverves fra Danmark (som kildeland). Den begrænsede skattepligt rammer personer og selskaber mv., som ikke er fuldt skattepligtige til Dan-mark.

Kildeskattelovens § 2 opregner en række tilfælde af begrænset skattepligt for fysiske personer og dødsboer. De vigtigste eksempler er:

  1. Vederlag for arbejde udført i Danmark. Bestemmelsen omfatter arbejde i tjenesteforhold, som enten er udført for en dansk arbejdsgiver eller omfattet af de særlige regler om arbejdsudleje. Udføres arbejdet i udlandet, indtræder der ikke dansk skattepligt efter denne regel.
  2. Virksomheder med fast driftssted i Danmark er skattepligtige af overskuddet fra det danske driftssted.
  3. Overskud ved udleje af fast ejendom i Danmark er skattepligtigt i Danmark.
  4. Udbytte fra danske selskaber beskattes med dansk kildeskat, der pt. er på 27 %. Også visse aktiesalg omfattes af denne skat, men som hovedregel er gevinst ved afståelse af aktier i danske selskaber ikke begrænset skattepligtig – med havelågebeskatningen som en væsentlig modifikation, jf. nedenfor.

Kildeskatteloven indeholder særlige regler for grænsegængere med indkomst fra personligt arbejde og selvstændig erhvervsvirksomhed.

Ophør af den fulde skattepligt ved fraflytning fra Danmark

Den fulde skattepligt ophører, hvis personen opgiver sin bopæl her i landet. Fraflytningen anmeldes normalt til Folkeregistret, og SKAT tager udgangspunkt i Folkeregistrets registrering, selv om SKAT ikke er forpligtet til at rette sig efter registreringen eller det registrerede fraflytningstidspunkt.

Som nævnt under fuld skattepligt anses en skattepligtig kun for fraflyttet, når han ikke længere bor i Danmark. Det kræves, at helårsboligen afvikles, det vil sige sælges eller udlejes uopsigeligt i mindst 3 år. Hvis familien bliver boende her i landet, mens en af ægtefællerne arbejder i udlandet, anses bopælen ikke for opgivet, heller ikke selv om den pågældende det meste af tiden opholder sig i udlandet og kun er hjemme i weekender og ferier.

Flytter den skattepligtige og hans familie til udlandet, men bevarer deres bopæl her i landet, kan der opstå en dobbeltbeskatningssituation, som skal håndteres efter Danmarks dobbeltbeskatningsaftale med tilflytningslandet.

Særligt om havelågeskat

SKAT af gevinst på aktiver betales normalt først, når aktivet afstås.

Fraflytning fra Danmark til udlandet sidestilles i den henseende med salg. Det betyder, at beskatning sker, som om aktivet var solgt til den pris, som aktivet vurderes til på fraflytningstidspunktet. Dette gælder principielt for alle typer af aktiver, dog ikke fast ejendom. Reglerne er i særlig grad relevant for aktier.

Princippet i havelågebeskatningen er, at skatten af den gevinst, der er optjent, mens aktionæren boede i Danmark, skal tilfalde Danmark. Den værdistigning, der sker efter fraflytningen, beskattes derimod som udgangspunkt ikke i Danmark, heller ikke gevinst på aktier i danske selskaber.

Fraflytteren kan dog begære henstand med havelågeskatten. Så udsættes betalingen, indtil aktierne sælges, eller der træffes andre dispositioner, som udløser betaling af afdrag på den opgjorte fraflytningsskat. F.eks. reduceres henstandssaldoen med den kildeskat, der indeholdes i aktieudbytte, der deklareres fra det danske selskab efter fraflytningen.

Henstanden sker uden betaling af renter.

Der skal til SKAT indsendes en beholdningsoversigt over aktier, omfattet af havelåge-skatten, og nettoskattebeløbet samles på én henstandssaldo. Så længe der står et beløb på saldoen, skal hvert år indgives aktiebeholdningsoversigt, ligesom henstands-saldoen skal ajourføres.

Når aktier på beholdningsoversigten afhændes, forfalder beregnet skat til betaling som afdrag på henstandssaldoen.

EU-domstolen har i flere afgørelser behandlet spørgsmålet om, hvorvidt havelågebeskatningen er i overensstemmelse med EU’s konventioner. Havelågebeskatningen i den nuværende udformning må antages at være i overensstemmelse med EU-retten. Der er heller ikke grundlag for at tro, at de danske regler skulle være i strid med Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler.

Indtræden af skattepligt ved tilflytning

Personer, der erhverver bopæl her i landet uden samtidigt at tage ophold her, bliver først fuldt skattepligtige, når de ”tager ophold” i Danmark. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold på grund af ”ferie og lignende”.

Denne regel var i spil i skattesagen om Stephen Kinnock, der er gift med Danmarks daværende statsminister Helle Thorning Schmidt. Stephen Kinnock, der var ansat i en udenlandsk organisation, arbejdede i udlandet, men opholdt sig regelmæssigt i Dan-mark i weekender og under ferie. Han havde i et meget begrænset omfang deltaget i møder af arbejdsmæssig karakter. Spørgsmålet var, om opholdene kun var ”ferie eller lignende”. Resultatet blev, at han ikke blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark.

SKATs afgørelse i Kinnock-sagen er omdiskuteret, ikke mindst efter Østre Landsrets dom i Camilla Vest-sagen: Efter længere tids ophold i udlandet flyttede Camilla Vests ægtefælle til Danmark, mens hun fortsatte sit arbejde som fotomodel i udlandet, ale-ne med enkelte optagelser i Danmark. SKAT, der mente, at hun var tilflyttet Dan-mark, rejste en skattestraffesag imod hende og ægtefællen, som byretten takserede til 1½ års fængsel og en millionbøde. Østre Landsret frifandt imidlertid de tiltalte med henvisning til SKATs afgørelse i Kinnock-sagen.

Camilla Vest-sagen gav anledning til udsendelse af et styresignal, hvori omfanget af tilladeligt arbejde i Danmark, uden at den fulde skattepligt indtræder, er nærmere beskrevet.

Selvom en person som Stephen Kinnock altså har bopæl i Danmark qua familiens bolig, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende også arbejder her.

Da meget arbejde er af intellektuel karakter og sker ved hjælp af elektroniske medier, er det både principielt og bevismæssigt vanskeligt at basere afgrænsningen af den fulde skattepligt på en så upræcis sondring.

En person, der arbejder her i landet uden at eje eller leje bolig her, vil ofte være begrænset skattepligtig af lønindkomst allerede fra stillingens tiltrædelse. Under alle omstændigheder vil han være fuldt skattepligtig, når han har opholdt sig her et ½ år eller mere.

Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler

En fuldt skattepligtig person i Danmark kan komme i den situation, at nogle af hans indtægter er begrænset skattepligtige til et andet land. I så fald opstår en dobbeltbeskatningssituation.

Reglerne om fuld og begrænset skattepligt medfører, at 2 lande samtidigt kan kræve skat af den skattepligtiges indkomst. Dobbeltbeskatningsaftalerne går ud på at fordele denne beskatningsret imellem landene.

Danmark har indgået dobbeltbeskatningsaftaler med mange lande, men ikke med alle. Danmark har således ikke dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig og Spanien, idet disse aftaler blev opsagt af Danmark i 2008, og det ikke siden er lykkedes at indgå nye aftaler.

De fleste dobbeltbeskatningsaftaler er baseret på OECD’s modeloverenskomst, men der er ofte i de enkelte aftaler særlige bestemmelser, som landene har ønsket og er blevet enige om.

For det første afgør dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, i hvilket land den skattepligtige har sit hoveddomicil og derfor er fuldt skattepligtig. Der skelnes imellem domicilland og kildeland. Det land, der har status som kildeland, er kun berettiget til at beskatte i det omfang, overenskomsten udtrykkeligt tildeler kildelandet beskatningsretten.

Overenskomsterne opstiller en prioriteringsrækkefølge for de tilknytningskriterier, der er afgørende for de skattepligtiges hjemsted.

Det principale kriterium er den faste bolig. Det skattemæssige hjemsted er, hvor den skattepligtige har fast bolig til rådighed. Har han bolig i begge lande, vælges det land, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser, dvs. ”centrum for sine livsinteresser”. Hvis det ikke kan afgøres, lægges der vægt på, hvor han sædvanligvis opholder sig. Opholder han sig sædvanligvis i begge lande, afgøres skattepligten efter hans statsborgerforhold.

For selskaber er det afgørende kriterium, hvor den øverste daglige ledelse er.

For det andet afgør dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, hvilket land der har beskatningsretten til forskellige indtægter. Hovedreglen er, at domicillandet har beskatningsretten. Eksempler på indkomst, hvor kildelandet normalt har beskatningsretten, er indtægt fra fast driftssted og fast ejendom i kildelandet. Aktieudbytte kan ofte beskattes med 15 % i det land, hvor det udbyttebetalende selskab har hjemsted.

Der er tilfælde, hvor kildelandet har beskatningsretten, men ikke har interne regler, der giver hjemmel for denne beskatning. I så fald kan kildelandet ikke udøve de rettigheder, som det faktisk har efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Det gælder eksempelvis for kunstnere, artister og sportsfolk, at der er mulighed for beskatning i de lande, hvor virksomheden er foregået, men Danmark vil ofte ikke have interne regler for en sådan begrænset skattepligt.

EU-rettens betydning for skattebetalingen i Danmark

Skattelovgivningen er national, dobbeltbeskatningsoverenskomsterne bilaterale (bortset fra dobbeltbeskatningsoverenskomsten imellem de nordiske lande), og EU opkræver ikke direkte skat hos borgerne i EU-landene, men modtager alene en del af momsindtægterne. Skatteregulering fra EU kan kun gennemføres ved enstemmighed imellem EU-landene.

Selvom skatteopkrævningen således er et nationalt anliggende, har EU-retten alligevel en vis indflydelse på dansk skattelovgivning. Det skyldes, at EU-traktaten forbyder forskelsbehandling (diskrimination) og statsstøtte til danske skatteydere. Det er ikke lovligt, hverken for Danmark eller for andre EU-lande, at beskatte udlændinge hårdere end deres egne borgere, uanset om forskelsbehandlingen beror på statsborgerskab eller hjemsted eller andre kriterier. Der må heller ikke opstilles skatte- og afgiftsmæssige barrierer for grænseoverskridende økonomisk aktivitet. EU-Domstolen har afsagt et stort antal domme, der begrænser skattelovgivningens muligheder for at opkræve skat i strid med disse principper. Når der indføres nye love, er regering og Folketing opmærksomme på, at foreslåede regler skal være i overensstemmelse hermed.

EU’s ministerråd har dog gennemført flere direktiver, som er blevet indført i dansk skatteret. Eksempelvis direktivet om gensidig bistand, moder-/datterselskabs-direktivet, fusionsskattedirektivet, rentebeskatnings- og rente-/royaldirektivet.

Endvidere gøres en fælles indsats for at undgå international skatteflugt mv.
Medlemsstaterne i EU har vedtaget en voldgiftskonvention til løsning af dobbeltbeskatningsproblemer i forbindelse med såkaldte ”transfer pricing-sager” – dvs. interne handler mellem koncernforbundne selskaber placeret i forskellige lande. Sådanne handler skal ske til ”armslængdepris”, idet handlerne ikke må benyttes til uretmæssigt at flytte indtægter fra et land til et andet. Voldgiftskonventionen er hverken et direktiv eller en forordning, men en konvention, der ikke er underlagt EU-Kommissionen og EU-Domstolens kompetence.

Penge fra udlandet

Påligning af skatter sker i stigende grad på basis af indberetninger fra arbejdsgivere og andre, der udbetaler vederlag for arbejde og lign., pensionskasser, banker, forsikringsselskaber mv. Snart sagt alle økonomiske bevægelser kan ses i den enkeltes skattemappe, som kan nås via NemId og TastSelv.

Indberetningspligten er pålagt danske institutioner, men ikke udenlandske. Her er alene en pligt for fuldt skattepligtige til selv at give oplysning til SKAT om udenlandske bankkonti og lign., men ikke en pligt for den udenlandske samarbejdspartner til at meddele SKAT oplysninger. Via EU modtages der dog fra og med 2018 automatisk oplysninger om bankkonti i Schweiz.

SKAT er meget opmærksom på de fejlkilder, som disse manglende oplysninger rummer. Derfor har SKAT i flere omgange pålagt banker og andre pligt til at give yderligere oplysninger, dels om omsætning via visse kreditkort, dels om penge overført til danske bankkonti fra udlandet (money transfer). På den måde kommer SKAT i besiddelse af oplysninger, som de forelægger for skatteyderne til nærmere forklaring.

Det er skatteyderne, der må forklare og sædvanligvis også bevise, hvorfra pengene stammer. Det gælder, uanset om pengene er overført fra en udenlandsk (bank)konto eller er overført kontant, og det gælder også for fuldt lovlige overførsler. Myndighedernes formodning er, at pengene er skattepligtig indkomst, indtil det modsatte er bevist.