Ægtepagter og testamenter
Alle, som har en vis formue, bør forholde sig til, hvad der skal ske i tilfælde af død, skilsmisse, samlivsophør mv.
Som unge, hvor kun de færreste har formue og ikke ejer mere end hvad der kan være i et par flyttekasser, har det ikke den store betydning, da den almindelige lovgivning et langt stykke hen ad vejen tager højde for de vigtigste forhold. Behovet for at gøre noget kan dog hurtigt opstå f.eks. i forbindelse med køb af lejlighed, indgåelse af ægteskab, børn mv.
Det starter ofte med køb af en ejerlejlighed. Købes denne i fællesskab, bør I have en samejeoverenskomst, så der er klare spilleregler for, hvad der skal ske, hvis I flytter fra hinanden igen.
Når I så skal giftes, melder spørgsmålet sig, om der skal gælde almindelig formuefællesskab i jeres ægteskab, eller om I skal have helt eller delvist særeje. Det er særligt relevant at overveje særeje, hvis;
- den ene af jer driver virksomhed eller er medejer af en virksomhed
- den ene af jer eller I begge har børn fra tidligere forhold (særbørn)
- der i øvrigt er stor forskel på jeres formuer, f.eks. fordi den ene af jer har arvet en formue eller har udsigt til det
Uanset om I er gift eller ej, er det relevant at overveje et testamente. Har I børn under 18 år (dvs. som ikke er myndige), kan det gøre en stor forskel med det rigtige testamente. Det skyldes, at den arv børnene skal have i forbindelse med et dødsboskifte som udgangspunkt skal indsættes i en banks forvaltningsafdeling og dermed ikke er til disposition for den længstlevende af forældrene.
Når I skal beslutte, om I har brug for et testamente, en ægtepagt eller en samejeoverenskomst, må I kende lovgivningens udgangspunkt. Det kan I læse mere om her.
Vi hjælper gerne med udarbejdelse af testamente, ægtepagt og samejeoverenskomst. Vi kan desværre ikke hjælpe i forbindelse med skilsmisse, forældremyndighed og bodeling. I disse situationer henvises til en af vores advokatkolleger med speciale i sådanne sager.
Værdi af fast ejendom i dødsboer
Af Selina Musa & Kristina Meier Risbjerg En afdød efterlader sig ofte fast ejendom. Det kan være en privat bolig, såsom hus eller ejerlejlighed, eller det kan være landbrug, udlejningsejendom mv. Hvis ejendommen sælges til udenforstående, indgår salgsprisen i...
